Denne sluttedes i Kjøbenhavn, hvorhen Hertug Albrecht og hans Søn Henrik med syv af deres fornemste Mend begav sig den 21de September, altsaa efter et meget kort Felttog. Uden at erkjende Olaf for Konge, sluttede han her en Overeenskomst med Kong Olaf og hans Moder Margrete – Kong Haakon maa formodentlig strax efter Fredsslutningen i Kalundborg være dragen til Norge[1] – om at overlade Afgjørelsen af det Spørsmaal, hvorom der stredes, til en eller flere Voldgiftsmends Dom, saaledes at Kong Olafs Valg ikke skulde komme den unge Albrecht til Hinder eller Skade. Uagtet der ej tales udtrykkeligt om nogen Stilstand, ligger det dog i Sagens Natur, at en saadan maa være bleven indgaaet, om end kun for en kort Tid. At Margrete bekvemmede sig til at indgaa paa en saadan Ordning af Trætten, der antydede Muligheden af, at Kronen kunde blive fradømt hendes Søn, som saa nys var valgt og hyldet, kan neppe være skeet i anden Hensigt end at vinde Tid og undgaa Faren for Øjeblikket; Hertug Albrecht ansaa maaskee Spillet allerede for saa godt som vundet, naar han blot kunde faa Sagen bragt under Voldgift, og følte vel, ved nærmere at lære Stemningen at kjende, at han for Øjeblikket ikke kunde udrette mere. Som Voldgiftsmend opstilledes først Markgrev Frederik af Meissen, dernæst, hvis han ej vilde paatage sig Hvervet, Borggreven af Nürnberg, eller hvis denne ikke vilde, Kongen af Frankrige, samt hvis heller ikke denne vilde det, Kongen af Ungarn, og endelig, hvis alle disse vegrede m„ en sammensat Commission af lige mange danske og mecklenburgske Raadsherrer. Formodentlig havde Albrecht det bedste Haab om, at hans Ven Keiserens Indflydelse vilde gjøre sig gjeldende hos Voldgiftsmendene. I denne Stilstand indbegrebes ogsaa alle Hertugens „Hjelpere“, hvoriblandt Keiseren, og det bestemtes udtrykkeligt, at de holstenske Grever skulde give
- ↑ Kong Haakon nævnes nemlig ikke som deeltagende i Dagthingningen, der tales kun om Olaf, Margrete og Danmarks Indbyggere.
nogen saadan for sig, eller er gaaet efter Gisning. Derimod udtrykker Detmar sig aldeles bestemt saaledes: „Samme Aar, ved vor Frue Fødselsdagstider (8de September), havde Hertug Albrecht samlet en heel Deel Folk og drog dermed til Danmark; med Dagthingningen o. s. v. asviiste de ham, saa at han drog tilbage og kom sejlende hjem i stor Nød paa Søen, mange af hans Folk druknede, og saaledes fik han intet Gavn, kun Skade, af Reisen (Detmar, S. 304). Da Detmar var samtidig med disse Begivenheder, burde han dog antages at vide god Beskeed derom. Og usandsynligt kunde det vel heller ikke være, at Albrecht ej saa meget ved Stormen, som ved Raadets faste Holdning har ladet sig bestemme til at indgaa Dagthingningen, hvorved han dog ikke opgav noget af sin Dattersøns foregivne Ret, men alene fegte Spørsmaalet afgjort ved Voldgift, istedetfor ved Krig. I een Ting fejler dog Detmar, nemlig at han antager Albrechts Søn Henrik, ikke dennes Søn Albrecht, for Prætendenten til den danske Krone.
