Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/124

Denne siden er korrekturlest
76
Haakon Magnussøn.

sit Forsikringsbrev derpaa[1]. Noget saadant vides rigtignok ikke at være udstedt; imidlertid synes det næsten at falde af sig selv, at ogsaa de lode Vaabnene hvile lige saa længe som Hertugen. Kort efter at denne var dragen bort, sluttede Kong Haakon, der imidlertid var kommen tilbage til Danmark, den 21de October i Roeskilde paa Sønnens og egne Vegne et Forbund med de pomerske Hertuger, hvorved disse lovede at staa dem bi i alle deres Krige, navnlig mod Mecklenburgerne[2]; og den 1ste November indgik han i Kalundborg et lignende Forbund med Hertug Erik den yngre af Saxen (Søn af den eldre, som ovenfor oftere er nævnt), og lovede at sende ham Hjelpetropper, om han for Olafs og Haakons Skyld blev angreben i Tydskland, samt for en betydelig Pengesum at indløse Slottene Opensteen i Vestergøtland, Falkenberg og Lagaholm, hvilke hans Fader altsaa maa have beholdt i Pant siden den sidste Krig[3]. Dette viser, at man var forberedt paa, at Freden ej vilde være af Varighed. Nogen Voldgiftsdom synes heller ikke at være bleven afsagt, hvad enten nu ingen af de nævnte Voldgiftsmend vilde paatage sig Hvervet, eller Stilstandstractaten imidlertid være bleven overtraadt. Herfor gav idetmindste Mecklenburgerne Kong Haakon og Margrete Skylden, idet de den 9de Januar 1377 lod udgaa en højtidelig Protest mod den norske Konges og Dronnings tractatstridige Skridt – hvad enten der nu her sigtedes til Forbundet med de pomerske og saxiske Hertuger, eller til de Fjendtligheder, som imidlertid fandt Sted imellem Kong Haakon og Kong Albrecht i Sverige[4]. Man søgte nu at faa en Megling istand ved Stædernes Hjelp, og saavel Hr. Henning Putbusch som to mecklenburgske Herrer anmodede paa en Hansedag i Lübeck den 24de Juni 1377 Stæderne om at sende Gesandter i dette Øjemed til et Danehof, der skulde holdes i Nyborg den 1ste Juli, og hvor mecklenburgske Gesandter skulde underhandle med Rigsraadet[5]. Danehofet blev vel holdt og en almindelig Landefred vedtagen[6], men der tales ikke et Ord om tydske Gesandters Nærværelse eller noget Meglingsforsøg, derfor er Sagen neppe kommen

  1. Tractaten er aftrykt hos Suhm, XIV. S. 500–508.
  2. Huitfeld, S. 560.
  3. Tractaten er aftrykt hos Suhm, XIV. S. 503–505, hos Scheidt, v. deutschen Adel, Mantissa, S. 368, og efter denne i Schl. H. L. Urk. II. S. 323–324.
  4. Rudloff citerer udtrykkeligt denne Protest (l. c. S. 502), sigende, at„de mecklenburgske Hertuger derved forvarede sig mod alle det norske Hofs tractatmessige Skridt“; men desverre gjengiver han ikke Indholdet nærmere, og Originalbrevet selv maa nu være tabt, siden det ikke findes blandt de Breve i det schwerinske Archiv, som Styffe har meddelt i sine „Bidrag“.
  5. Suhm, XIV. S. 36, 37.
  6. Sammesteds, S. 39.