fandtes mindste Anlæg og Villie hos hine Disciple, maatte enhver af dem gjøre gode Fremskridt. Hvad Munch angaar, havde allerede den Underviisning, han havde nydt af sin Fader, og end mere den videnskabelige Interesse, denne havde vidst at bibringe ham, skaffet ham et godt og sikkert Underlag.
Af hvad ovenfor er sagt, vil man let slutte, at Munch maatte høre til det Kuld Disciple, der allerførst dimitteredes fra Skiens Skole 1828. Han var No. 2, Professor Schweigaard No 1, nuværende Høiesteretsassessor O. Løvenskjold No. 3 og nuværende Sognepræst til Drangedal F. C. Müllertz No. 4. Da Rektoren gjerne vilde – og det har ogsaa slaaet ind – at det første Kuld ret skulde gjøre Skolen Ære, havde han i den sidste Tid med fordoblet Omhu ledet Dimittendernes Studier og navnlig formaaet dem til at læse og lægge op et betydeligt større Kvantum Latin og Græsk, end der efter Reglementet udfordredes. Men uanseet denne udvidede Examens-Læsning havde dog Munch netop i sidste Aar fundet den fornødne Tid til at lægge sig efter vort ældre Sprog, hvortil han tidligt følte sig stærkt hendragen. Faderen havde blandt sine Bøger Rasks islandske Grammatik, Bjørn Haldorsens Lexikon og et Par Sagaer, navnlig første Bind af Folio-Udgaven af Heimskringla. Disse Bøger vakte hos Drengen Lysten til at lære vort gamle Sprog og Literatur at kjende; og da han med sit forbausende hurtige Sprognemme allerede i sin tidligere Barndom havde lært saameget Fransk og Tydsk, at han ei behøvede yderligere at beskjæftige sig med disse Sprog, kunde han anvende saameget mere Tid paa Oldnorsken. Til dette Studium opmuntrede desuden Faderen ham særdeles og skaffede ham med al ønskelig Liberalitet yderligere Hjælpemidler, navnlig de just da udkommende første Bind af Fornmanna Sögur. Da han afgik fra Skolen til Universitetet, var han allerede kommen saavidt, at han med Lethed kunde læse oldnorsk Prosa. Han var sig imidlertid fuldkommen bevidst, at Sprogstudiet maatte, fornemmelig som nødvendigt Hjælpemiddel til et grundigere Studium af Fædrelandets Historie, have overveiende Betydning for ham. Og Historien i Almindelighed og Fædrelandets i Særdeleshed var hans afgjorte Yndlingsfag[1].
- ↑ I et Mindedigt siger P. A. Munchs jævnaldrende Fætter, Digteren A. Munch:
„Alt tidlig var han fuld af
Sit store Kald.
Jeg mindes grant,
– Alt som Dreng sagde han til mig:
„Jeg vil blive
Vort Fædrelands Herodot –
Bliv saa Du dets Tyrtæus!“
(„For Hjemmet“ IV, S. 342).
