Examen Artium tog Munch med Charakteren Laudabilis. Han fik Udmærkelse i alle mundtlige Fag, men for Udarbeidelse i Modersmaalet kun „Godt“, og gik saaledes glip af sit Præceteris til Hovedcharakteer. Anden Examen tog han imidlertid Aaret efter (1829) med denne Udmærkelse.
I Ungdomsaarene sluttede Munch sig paa det Nøieste til A. M. Schweigaard, J. S. Welhaven og afdøde L. C. Langberg, af hvilke den første var hans Skole- og Artiumskammerat, og den anden tre Aar ældre Student. Disse fire, af Studier, og tildeels ogsaa af Interesser saa forskjellige unge Mænd, hvoraf imidlertid enhver var bestemt til i Tiden at indtage en Professors Stilling ved vort Universitet, kom hyppigt sammen og tilbragte især Søndagene med hverandre. I denne sluttede Kreds, der af Nogle betegnedes som „Klubben“, men som rettere kunde gives Navn af et aandeligt Fostbroderskab, lagdes Spiren til en Virksomhed, der gjennem Studenterforbundet og Ugeskriftet „Vidar“ blev følgerig og vidtgribende. Munch har følt og udtalt, at han i dette Forhold fandt en Støtte for sin let bøielige Personlighed og en klarere Bevidsthed om sin eiendommelige Begavelse.
I Christiania bøde Universitetets Skatte ham en rig Anledning til at fortsætte sine Yndlingsstudier. Heldigviis aabnede ogsaa R. Keyser just da sine Forelæsninger over vort ældre Sprog og vor ældre Historie. Da Munch var kommet noget videre end de øvrige Tilhørere, tilbød Keyser ham velvilligt sin private Veiledning og gjennemgik saaledes i et Aars Tid med ham de dengang fordetmeste kun i Afskrifter tilgjængelige gamle norske Love og desuden de i Heimskringla forekommende Skaldevers. Imidlertid fortsatte han sine historiske Studier og lagde sig efter flere nyere Sprog, som Engelsk, Spansk og Portugisisk. Ogsaa begyndte han for det sammenlignende Sprogstudiums Skyld at lægge sig efter Angelsaxisk. Munch ofrede saaledes den første Tid af sit Universitetsliv til reent videnskabelige Sysler. Men der skal meget Held til, for at Videnskaberne alene hertillands skulle kunne skaffe en Mand Levevei, og han fandt det derfor raadeligt, ligesom Andre, at tænke paa Embedsexamen. Han agtede først at studere Philologi; men da de klassiske Studier ikke vare ham synderlig tiltrækkende, og det juridiske Studium derimod tyktes ham at give bedre Forkundskaber til Fædrelandshistorien, valgte han dette. I Mai 1834 underkastede han sig den juridiske Embedsexamen med bedste Charakteer og var for et Øieblik endog betænkt paa at gaae Departements-Veien, hvilket dog ved et med hans Evner og Tilbøieligheder nærmere liggende Hværv blev forhindret.
