Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/141

Denne siden er korrekturlest
93
1376–1380. Skomagerne i Stæderne. Mynten.

selge ud til Andre[1]. Siden have vi ogsaa seet (S. 67), hvorledes Skomagerne i Nidaroos havde været med at begaa et Drab i selve Christkirken, for hvilket de naturligviis havde maattet bøde, og det ikke saa ubetydeligt – 44 Mk. brendt Sølv, – hvoraf de maatte laane endeel i Bergen; men det var saa langt fra, at Kongen siden var dem unaadig, at han endog for at lette dem Tilbagebetalingen af Laanet tillod dem at udføre sit Arbeide til Udsalg andensteds, indtil Laanet var betalt. Endvidere gav han dem under sit Ophold i Nidaroos om Vaaren 1377 (15de Mai) tyve Aars Frihed for at „gaa Vaabengang“, som det kaldtes, det vil sige at indfinde sig paa det aarlige Vaabenthing, hvor hver voxen Mand skulde møde frem og forevise sine lovbefalede Vaaben til Eftersyn; og naar de tyve Aar vare omme, var det nok, at een Mand indfandt sig fra hver Bod[2]. Derhos satte han en ret fordeelagtig Taxt paa deres Varer, f. Ex. for det bedste Slags Støvler omtrent Mk. eller henved 2 Sh. engelsk Parret, hvilket efter vore Priisforhold nu vilde svare til henved Spd.[3]. Alt dette kunde lade sig høre, hvis ingen anden i Landet forstod at sy ordentligt Skotøj. Men da man seer, at der idetmindste i Bergen var andre, som syede Sko, og saa forsvarligt, at endog Biskopen og hans Mend var tjent dermed, kan heller ikke dette have været Grunden, hvorfor hine saaledes begunstigedes. Vi ville i det Følgende see, til hvilken foruroligende og oprørende Grad deres Tøjlesløshed gik.

Hvad Mynten angaar, om hvilken det i den store Forordning bestemmes, at den fremdeles skal gjelde som før og ikke vrages, da er det beklageligt, at der ikke nu findes noget Pengestykke, der med Vished kan henføres til Haakons Tid, og hvoraf vi saaledes kunne erfare Myntens Gehalt. Naar man afsluttede Penge-Laan eller verdsatte Jordegods og andet Løsøre, regnede man sedsvanligviis efter Mark (Ører – Ertoger) brendt Sølv, eller efter forngilde Mark o. s. v., der forholdt sig til det brendte Sølv som 1:3; men der angives sjelden, hvor mange myntede Penge af et vist Slags der skulde til for at udgjøre den opgivne Sum. Vi have seet, at Forholdet mellem myntede Penge og brendt Sølv ved Midten af Aarhundredet var eller skulde være omtrent som 1 til 5, men at man ved 1353 slog en ny Mynt, som man med et Magtsprog vilde tvinge op i Coursen 1 Mark Peninge = 1 Sol Grus Tournois eller 3 Sh. Sterling (dette gjør Forholdet

  1. See ovf. S. 27.
  2. N. gl. Love III. S. 201. Om Vaabengangen ved Midfastetider, see den nyere Bylov, Landvernsbaalken Cap. 13, Norges gl. L. II. S. 207.
  3. Prisen er angivet at være 1 Spann; hvorledes dette skal beregnes, antydes her strax nedenfor.