saa længe de stod under Norges Herredømme, var oprindeligt af nordmannisk Herkomst og en af de Ætter, der kort efter Englands Erobring af Nordmannerne i 1066 ogsaa erhvervede Besiddelser i Skotland og derved indlemmedes i dette Riges Aristokrati. Den var allerede forhen anseet og, som det lader, meget talrig og fik ved Henriks Ophøjelse til Jarledømmet forøget Glands.
Strax efter vendte Henrik Jarl tilbage til Skotland, hvor han allerede den 11te September i St. Andrews udstedte et nyt Forsikringsdrev[1], beseglet ej alene af de ti i forrige Brev nævnte Herrer, men ogsaa to andre til, som Forlovere, saa at der nu i alt var tolv af disse. Forsaavidt var alt godt og vel. Men alligevel bar dette Brev ikke paa langt nær fyldestgjørende, thi det indeholdt ikke nogen anden Artikel end den, at han ikke skulde afhende eller pantsette Jarledømmet eller nogen Deel deraf uden Kongens Samtykke: det var altsaa denne hans Forpligtelse, som Forløftet gjaldt, men ingen af de øvrige; dertil udfordredes, efter de Tiders Forretningsstiil, at hele hans Forsikkringsbrev af 2den August eller hver enkelt Artikel deraf skulde have været optaget i Forløftebrevet, og at dette ikke er skeet, er vanskeligt nok at forstaa, med mindre man skulde antage, at Jarlen paa en underfundig Maade søgte at unddrage sig Opfyldelsen af sine Forpligtelser – hvad dog heller ikke hans senere Ferd giver ret Anledning til at tro. Kongen ansaa lig imidlertid, som venteligt var, brøstholden dermed, da Brevet endelig var blevet ham oversendt med en svensk Geistlig ved Navn Johannes, men, som det synes, ikke førend i det følgende Aar De tre Gisler, der allerede da skulde have faaet sin Frihed, maatte nu, den 11te Juni 1380, da Kongen var i Tunsberg, erkjende, at de fremdeles vare forpligtede til at holde sig stille der i Staden, indtil Forpligtelserne vare opfyldte. Men desuagtet gav Kongen dem Tilladelse til at vende tilbage til Skotland imod deres Æresord paa, at de skulde skaffe Kongen det attraaede Forløfte af de skotske Herrer paa alle Artiklerne og sende det, tilligemed de 180 Nobler, som de selv overtog at betale, til Kongen inden næste Mortensmesse, samt at de, hvis dette ikke skete, skulde selv indstille sig igjen i Tunsberg inden denne Dag[2]. Men der er ikke Tegn til, at de enten vendte tilbage eller skaffede de forlangte Breve. Kong Haakons Død, der indtraf, før hiin Frist var udløben, gav dem formodentlig Anledning eller Paaskud til at udeblive, hvilket vel ogsaa Malise Sperra under alle Omstændigheder vilde have gjort. Og nu synes en vild og urolig Tid at have begyndt paa Øerne. Biskopen, hvilken allerede Jar-
