at begge Prester drog afsted, fik i Frankrige høre, at Paven ej længer var i Avignon, og vendte tilbage med uforrettet Sag. At Biskop Gudmund aldrig blev canoniseret eller af den romerske Kirke har været anerkjendt som en Helgen, er vist nok.
Der kom i denne Tid heller ikke mange Skibe til Island. Det ublide Vejrligt hindrede dem. Om Sunnivesudens Undergang i 1375 er der allerede talt, og i det Aar kom der ingen Skibe til Island, fordi alle de øvrige, der løb ud fra Norge og agtede sig derhen, maatte gjøre Vendereise. I 1376 skulde ni Skibe fra Norge gaa til Island, men kun sex af dem ankom. Det lader ogsaa til, at Regjeringen eller Kongen i Norge med altfor stor Ængstelighed søgte at holde de saakaldte Uberettigede ude fra at fare paa Island, og at derved flere, som kunde have skaffet Øen Tilførsel, hindredes derfra, medens de Berettigede ikke altid formaaede det eller fandt det lønnende. Der fortelles saaledes, at da Biskop Jon med et Skib, han selv havde ladet gjøre og kaldet „Mariebollen“, kom til Norge, formodentlig i 1375, erklærede Kongen – det vil da formodentlig sige vedkommende Fehirde i hans Navn – Skibet for sin Ejendom. Grunden dertil angives ikke, men det maa vel verre den, at han ikke bar været anseet berettiget til at lade det bygge, eller at det maaskee bar varet bygget af Tømmer, hugget uden Tilladelse i Kongens Skove, eller en anden lignende Aarsag. Der tales intet om, at Biskopen fik det igjen; der berettes kun, at han Aaret efter kom tilbage til Island og landede paa Vestmannøerne[1].
Til Uaaret og Manglen paa Livets Nødvendigheder kom ogsaa Smittsott, der sandsynligviis fandt desto større Næring i Folkets usle Tilstand. I Norge gik paa denne Tid Kopperne sterkt, uden at der forresten tales om, at de medførte nogen betydelig Dødelighed. Men i 1380 kom der sex Skibe fra Norge til Island, der alle havde Koppe-
- ↑ Finn Jonssøn mener (II. S. 205), at Biskop Jon ved Tilbagekomsten medbragte et Varnararbrev fra Kong Haakon: dette grunder han paa et Vidnesbyrdsbrev derom, som han ogsaa meddeler (S. 213), udstedt, som det angives, den 1ste Juli i Kong Magnus’s 56de Aar. Men dette vilde blive 1375, og ved den Tid var det utænkeligt, at ikke engang Lagmend paa Island, som Thorstein Eyjulfssøn, der er en af Udstederne, skulde være vidende om Magnus’s Død. Men da man seer, at Thorstein Eyjulfssøn og Orm Snorressøn omtales som Lagmend, og Olaf Peterssøn som Hirdstjore, er det temmelig klart, at Brevet maa være fra 1365, da netop Thorstein baade var Lagmand sammen med Orm og Hirdstjore sammen med Olaf (see f. B. S. 942–926). Ligeledes omtales Birken Thorarin, som om han enten endnu levede, eller i alle Fald for kort Tid siden havde været i Live. Der staar saaledes i Dateringen ved Fejlskrift „fjortugta ok sextanda“ istedetfor „fjortugta ok setta.
