Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/153

Denne siden er korrekturlest
105
1375–1380. Begivenheder paa Island.


sygdom ombord, og fra dem udbredte Smitten sig over hele Øen, antagende en meget ondartet Charakteer, saa at den blev til „en stor Mandedød“, som det heder. Sotten vedvarede ogsaa det følgende Aar, medens Vejrliget vedblev at være haardt og ugunstigt for Gresvexten og Høbjergningen[1]. Dette var ganske vist et af de sørgeligste Tidsrum, som Øen havde gjennemgaaet, og negtes kan det vel ikke, at den Afhængighed af Norge, hvori Landet havde stillet sig endog med Hensyn til Handelsdriften og Sejladsen, saaledes at dets Forsoning med Nødvendighedsartikler fornemmelig skulde være den norske Regjerings Sag, og ikke længer Gjenstand for privat Foretagelsesaand og Kappelyst, ogsaa for en stor Deel maa have bidraget til at svekke al saadan Foretagelsesaand og Kappelyst hos Folket selv, saa at det i slige ulykkelige Tider, som de her skildrede, følte sig hjelpeløst og raadløst. Men det ukloge Forbud mod, at fremmede Kjøbmend besejlede Skatlandene, gjorde Ondet værre.

Hvad der her er sagt øm Island, gjelder end mere om den fjerne Coloni Grønland, der nu formodentlig slet ikke saa andre Skibe, end den norske Grønlandsknarr, der hovedsageligt synes at have været udrustet for kongelig Regning, og de enkelte Islandsfarere, som af Stormen fordredes saa langt imod Vesten. Der tales et Par Gange om, at Grønlandsknarren forliiste ved Norges Kyst, 1367 og 1369, maaskee er det en og samme Begivenhed, hvortil der her sigtes, men henført til et forskjelligt Aar i de forskjellige Annalhaandskrifter[2]. I Aaret 1378 døde Biskop Alf paa Grønland, men saa ringe var Forbindelsen med Norge, at man ikke erfarede dette Dødsfald førend paa sjette Aar derefter, i 1383, da et Skib ankom, som i to Aar havde ligget over i en grønlandsk Havn[3]. I det følgende Aar, 1379, rammedes Colonien af et haardt Stød, idet nemlig Skrælingerne eller de indfødte Eskimoer herjede paa Colonisterne, dræbte 18 af dem og førte to Drenge bort med sig i Trældom[4]. Det er i det Foregaaende[5] nævnt, at det formodentlig var et lignende Anfald af Skrælingerne, der bevirkede, at Vestbygden blev forladt i 1342; men dette Angreb i 1379 er det første, der udtrykkeligt omtales, og det maa have gjeldet Hovedcolonien eller Østerbygden. Dette er saaledes et Tegn paa, at Eskimoerne, eller Stamfedrene til Grønlands nuværende Befolkning, ved den Tid maa være

  1. Isl. Annaler, Udg. S. 330.
  2. Isl. Annaler, Udg. S. 316, 320.
  3. Sammesteds, S. 380, 334. Jevnfør „Grønlands hist. Mindesmerker“ III. S. 32. 34.
  4. Isl. Annaler, Udg. S. 330. Grønl. hist. M. III. S. 32.
  5. See foreg. Bd. S. 314.