Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/161

Denne siden er korrekturlest
113
1375–1380. Jemteland. – Ildebrand i Oslo.

sel og andre slige Paaleg, og om selv at maatte velge sine Lagmend, m. m.[1]. Saadant kunde vel afskrekke Jemtelendingerne fra idetmindste nu at give sig under Sverige. Desuden stod de neppe engang paa en god Fod med den svenske Provst og andre af de svenske Geistlige, der synes at have fordret større Afgifter, end de vare berettigede til. Thi i det føromtalte Brev, hvorved Kong Haakon bekræftede Regulativet af 1305, forbød Kongen udtrykkeligt Provsten og andre lærde Mend at betynge Bønderne yderligere, end Regulativet tillod, og bød disse ligefrem ikke at underkaste sig nogen Tyngsel for Kirkens Vedkommende udover hvad der hidtil havde været gjeldende Ret. Han erklærede ogsaa, at denne Bekræftelse selv kun var midlertidig, indtil han med sit Raad fik givet en anden Anordning derom, som kunde være dem og Landet nyttig. Endelig sørgede vistnok Kongen ogsaa for at have paalidelige Befalingsmend i Landskabet, saadanne som Hr. Narve Ingevaldssøn, hvilken, efter hvad vi have seet, formodentlig var den, der tog sig af Bøndernes Sag mod Geistligheden og fik Kongen til at udstede hiint Bekræftelsesbrev[2]. Paa denne Maade forklares det vel bedst, at Jemtelendingerne ej faldt fra.

I Aaret 1379 rammedes Staden Oslo af en Ildebrand. Denne maa have været stor, siden Provsten Hr. Henrik Henrikssøn i et Brev af 28de September 1383 yttrede derom „at Byen nu for fire Aar siden afbrendte. Blandt de Gaarde, som fortæredes, var de tydske Skomageres Gaard, ligesaa den saakaldte „Hjalpare-Gaard“, paa begge Sider af Elven, hvoraf idetmindste en Deel endnu i 1381 kun omtales som en „Tomt“. Det maa saaledes i alle Fald være den sydligste Deel af Byen, nærmest Elven, som blev lagt i Aske[3].

11. Kong Haakons Død og Eftermæle.


Kong Haakon tibragte den længste Tid efter sin Tilbagekomst fra den svenske Grændse paa Tunsbergshuus, hvor vi forefinde ham allerede ved Paasketider. Paa anden Paaskedag udstedte han nemlig Brevet til Sogningerne om, at de Tydske i Sverige havde opsagt Stilstanden. Vi finde ham der ligeledes i Mai og Juni. Formodentlig havde han

  1. Styffe, Bidrag, No. 47, S. 141.
  2. Ved Siden af ham nævnes Olaf Salvessøn som Foged i Jemteland fra 1374 til 1391. Han udførte, som man seer, Sysselmands-Forretningerne i Hr. Narves Fraværelse og formodentlig ogsaa for en stor Deel, naar han var tilstede.
  3. Provst Henriks Brev, der findes i Rostocks Archiv, er aftrykt hos Suhm, XIV. S. 532, jvf. Dipl. N. V. 324.