have taget, er ikke uvigtigt, thi hvis de have taget Søvejen, da kan maaskee deres Ophold i Hornboresund alene være foranlediget deraf, at de nu vare paa Tilbagevejen og agtede snart at skilles ad, ligesom det da og maa ansees vist, at de fleste af dem havde været med i Throndhjem, især da de, paa Vinalde nær, alle hørte hjemme paa Østlandet; kom de derimod fra Oslo, maa de have været sammenkaldte af Dronningen og skulde i saa Fald indfinde sig hos hende paa Vardberg eller andensteds til Raadslagningl[1]. Desverre veed man heller ikke, hvor Dronningen paa den Tid opholdt sig. Maaskee blev Olaf omtrent paa samme Tid bragt ned til Danmark, hvor der i Ringsted den 11te December udstedtes et Brev i hans Navn. Sikkert kan man dog ikke heraf slutte hans Tilbagekomst til Danmark, da man ogsaa her oftere udstedte Breve i hans Navn og under Rigsseglet, uden at han var nærværende. Med langt større Vished kan man derimod antage, at han idetmindste havde forladt Norge (og følgelig var kommen tilbage til Danmark, i October 1381), fordi et i hans Navn den 9de October i Oslo udstedt Brev er beseglet af Drottseten, uden at hans Nærværelse udtrykkeligt nævnes. Thi kun naar dette skeer kan man være sikker paa, at han, og formodentlig da ogsaa Moderen, har været tilstede. Overhoved forsvinder han i disse Umyndighedsaar næsten ganske som Personlighed. Hvor han som Konge skal fremtræde personligt, er det Dronningen, som handler i hans Navn; ellers besørges de sedvanlige Expeditioner i hans Navn paa den allerede angivne Maade. Kun nogle saa Gange erfare vi paa nysnævnte Viis l hans Nærværelse i Norge, ellers er det aldeles uvist, hvor han opholdt sig. Det er ej engang sikkert, om han har været tilstede ved de Raadssamlinger, i Bergen og andensteds, hvor Retterbøder ere udgivne. Hans Nærværelse var der ikke mere nødvendig, end ved andre Lejligheder, og hans Moder, som vistnok ved en saadan Lejlighed vilde have fulgt med, var idetmindste neppe nogensinde efter Haakons Død i Bergen.
Saaledes var da nu den unge Olaf bleven Konge baade i Norge og Danmark, og en Forening var oprettet mellem begge Riger, der under forskjellige Omvexlinger skulde vedvare i 433 Aar, og som maaskee Margrete allerede nu tænkte paa at gjøre stedsevarende, men som de fleste Mend i begge Riger neppe tænkte sig anderledes end midlertidig, saaedes at den atter skulde blive opløst, hvis Kong Olaf i sin Tid fik tvende Sønner. Hvad man i Norge meente om Foreningen, nævnes l ingensteds. Mange vare vistnok stemte for den. Endeel betragtede den
- ↑ At dog Jon Martinssøn ej havde været i Nidaroos, sees af et Brev, dateret ( 20de Juli 1381, der viser, at han den Dag var paa Holm i Dalsland. (Dipl. N. I. 464).
