Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/18

X

Fra Wien fortsatte han Reisen direkte til Rom, hvor han ankom i November s. A. Til det vatikanske Archiv pleiede Fremmede, som Munch paa Forhaand vidste, kun at faae en meget indskrænket Adgang; det tillodes ikke engang selv at afskrive Dokumenterne, men Afskrifterne maatte betales med 1 Scudo pr. No. i Afskriverløn. Det blev ogsaa ham strax sagt, at det ikke tillodes selv at afskrive. Men snart fik han ikke alene Tilladelse dertil, men overhovedet en Adgang til at undersøge de i Archiverne opbevarede Materialier til Nordens Historie, som overgik hans dristigste Forventning. Dette skyldtes især Direktørens, Pater Theiner’s Humanitet, videnskabelige Iver og den for Munch fattede personlige Godhed. Theiner, selv en lærd Mand, og beskjæftiget med Udgivelsen af de store kirkehistoriske Samlerværker, Hungaria sacra, Polonia sacra m. fl., maatte saamegetmere begunstige Munchs Granskninger, som disse gik i Retningen af hans egne, og han for sine Arbeider ogsaa i et eller andet Stykke kunde hente Raad og Bistand hos sin lærde Gjæst Efterhaanden fik Munch ikke alene Tilladelse til selv at afskrive Alt udenfor de egentlige Kopibøger, men ogsaa omsider uindskrænket Adgang til disse. I sit Andragende til Storthinget havde Munch gjort opmærksom paa, at det hverken for den Stat, der udsendte ham, var anstændigt, eller for Sagen i sig selv gavnligt, om han optraadte under altfor indskrænkede økonomiske Forhold, og havde derfor selv anslaaet sit maanedlige Stipendium til 120 Spd., som en efter hans Formening tilstrækkelig Sum. Han havde imidlertid ikke længe boet i „den evige Stad“, hvorhen hans Familie snart var fulgt efter ham, førend det viste sig, baade at hans Stipendium var utilstrækkeligt, og den til Undersøgelserne i Rom anslaaede Tid altfor knap. Efter et halvt Aars Ophold androg han derfor hos Departementet om forskudsviis Forøgelse af Stipendiet til 200 Spd. maanedlig samt om nye Bevillinger. Det første afsloges, hvorimod Regjeringen forelagde for Storthinget 1859–60 Proposition om Bevilling af 2200 Spd. til halvandet Aars forlænget Ophold i Udlandet. Storthinget forøgede Summen til 3800 Spd., hvoraf 800 Spd. skulde være at betragte som et Tilskud til hans tidligere Stipendium, eller til Dækkelse af et Beløb, som Munchs Venner midlertidig havde tilvejebragt for at han kunde blive i Rom, indtil Storthingsbeslutningen faldt. (Storthingsforhandl. 1859–60, VII S. 196–98.) Saaledes forblev han der indtil Foraaret 1861, da han selv vendte tilbage til Fædrelandet, men efterlod sin Familie. Han kom hjem kort efter sin Ven Rigsarchivar Chr. Langes Død; og vistnok tildeels for at hjælpe paa hans økonomiske Stilling, konstituerede Regjeringen ham nu i Oktober s. A. til at bestyre Rigsarchivet