Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/184

Denne siden er korrekturlest
136
Olaf Haakonssøn.

optreder saaledes Nikolas i Egenskab af Slotsfoged. Han maa have gjort sig meget fortjent af Valdemar, og Margrete maa have haft megen Yndest for ham, da vi af et senere Brev erfare, at Kong Olaf, det vil naturligviis sige Margrete i hans Navn, skjenkede ham paa Livstid Landsbyen Brøndbyvestre m. m. og en Mølle beliggende paa Sjæland[1]. Dog maa han, trods de islandske Annalers Udsagn, omtrent paa den Tid været traadt ind i den geistlige Stand, thi i et Brev, som han i December 1379 beseglede tilligemed sin Broder Peter Finkenoge og sin Ven, den megtige danske Adelsmand Johan Ruut, kaldes han Canonicus (Chorsbroder) i Roeskilde, og det var vel i denne Egenskab, at han fik hine i Sjæland liggende Ejendomme[2]. Men den islandske Forfatter kan dog paa en Viis have Ret, thi han var aabenbart en af hine, udenfor Norden allerede ej sjelden forekommende Geistlige af Navn, der fik geistlige Præbender for at kunne nyde godt af Indtægterne, uden derfor selv at udføre geistlige Forretninger, ja uden engang at modtage Ordination, idetmindste ikke til de højere Grader. En saadan Halvgeistlig havde f. Ex. den pavelige Nuncius Johan Guilaberti været (see forr. Bd. S. 530). Da Nikolas Ruser stod i saadan Yndest hos Margrete, er det ingen dristig Slutning at antage, at det især var hende, som drev hans Udnævnelse, og, da det ej var at tænke paa at faa ham valgt af Capitlet ad canonisk Vej, skyndte sig uden dettes Vidende at sende ham afsted til Rom med Anbefaling og Ansøgning til Paven, for at han kunde komme den Candidat, Capitlet maatte velge, i Forkjøbet. Urbans Stilling var mislig; det var for ham en betænkelig Sag at legge sig ud med Nordens megtige Dronning ved at negte hende Opfyldelsen af hendes Bøn; hvo veed endog, om ej Nikolas kan have understøttet den ved vegtige Gaver? „Paven befinder sig vel, men er saare fattig“, skrev Biskop Nikolas af Linkøping netop i det Brev, hvori han meldte Nikolas Rusers Udnævnelse til Erkebiskop. Han kom om Høsten 1382 tilbage til Danmark, ej som „Electus“„ men som virkelig „Erkebiskop af Guds og det apostoliske Sædes Naade“, en Titel, Ingen før i Norden før ham havde antaget. Strax efter sin Tilbagekomst til Danmark aftraadte han ved sit Brev af 8de November til Dronning Margrete de nysomtalte Ejendomme, som Kong Olaf havde skjenket ham. Ogsaa dette Brev besegledes, til Vitterlighed, af hans Ven, Hr. Johan Ruut, og hans Broder

    ofte skeer, har været at læse som det tydske V, altsaa som F; (man finder saaledes meget ofte „Uicke v. Uitzen“ istedetfor „Vitte eller Ficke v. Vitzen“), men hvor „ui“ har været urigtigt læst som „ru“. Suhm har ved at gjengive Stedet (XIV. 11.) egenmegtigt læst „Rukenhop“. Der staar intet p i Aktstykket.

  1. Brev, aftrykt hos Suhm, XIV. S. 529.
  2. Suhm, XIV. 65.