dende, imidlertid er det ej nødvendigt at antage det, da vi allerede have seet Exempler nok paa, at Pønitentiarius-Embedet ved Curien var, hvad man nu vilde kalde en Befordeingspost, saaledes at enhver Indehaver deraf allerede var designeret til den første Biskopsstol af ringere Indtægter, som maatte blive ledig, og som han selv ønskede. Det er slet ikke umuligt, at Olaf Brand, udnævnt til Biskop i 1382, har været Michaels Forgenger, og at denne saaledes ikke beklædte Pønitentiar-Embedet mere end eet Aar. Michael kom ikke til Island førend i 1385[1], og hans Optreden der var yderst upopulær.
Med Besettelsen af Færøernes Biskopsstol synes det at have gaaet endnu uregelmessigere til. Naar Biskop Arne Sturla, til hvem man intet hører siden 1364, afgik ved Døden, vides ikke, men det skete sandsynligviis omkring 1380, thi i Begyndelsen af 1381 omtales en Andres som udvalgt Biskop paa Færø, og paa den Maade, at man seer, at han har været Chorsbroder enten i Nidaroos eller Bergen, og paa sedvanlig Viis nys udvalgt enten af det bergenske eller det throndhjemske Capitel[2]. Men i 1391 omtales baade en anden Chorsbroder i Nidaroos, Philip Gudbrandssøn, paa lignende Maade som udvalgt Biskop til Færøerne, og ved Curien en Vikbold som der indviet Biskop[3]; Aaret efter optreder i samme Egenskab den nysomtalte Biskop Hallgeir, men nævnes endnu samme Aar uden denne Titel, hvorefter Vikbold omsider
- ↑ Isl. Annaler Udg. S. 337. Ogsaa her varierer Annalernes Angivelser mellem 1383 og 1385. Men at 1385 er det rette Aar, sees deraf, at Beretningen om Michaels Ankomst til Island tilføjer, hvorledes baade det Skib, hvorpaa han havde været, og fire andre Skibe bleve fordrevne til Grønland, samt at Bjørn Einarssøn og Sigurd Hviitkoll, som vare ombord paa et af dem, ej kom fra Grønland førend to Aar derefter, altsaa i 1387. Thi at 1387 er det rette Aar for deres Tilbagekomst fra Grenland, kan skjønnes deraf, at det i „Grønl. hist. Mindesmerker“ III. S. 139 meddelte Brev af 1389 udtrykkeligt henfører deres Ankomst til Norge, der skete Aaret efter Hjemkomsten fra Grenland, til 1388.
- ↑ Dipl. N. II. 468.
- ↑ Dipl. N. II. 527. Urbani VI et Bonif. IX divers. regest. 1389–1391. No. 1980. fol. 235. Wikbold „dei gratia episcopus Pharensis in provincia Nidrosiensia“, faar her den 4de Marts 1391 Qvittering for at have indbetalt endeel af de sedvanlige Servitspenge, et Tegn paa at han er provideret ved Curien Men da han ikke selv indbetalte dem, men dette skete ved den münsterske Prest Lippold af Beym, skulde man antage, at han allerede havde forladt Rom og var raa Veien til sin Biskopsstol. Maaskee han ogsaa selv var fra det Münsterske. Philip Gudbrandssøn nævnes som Chorsbroder allerede i 1382, see Dipl. N. II. 473.
om hans Død kunde komme til Rom og Eftermanden blive udnævnt. Under disse Omstændigheder er det ogsaa sandsynligere, at Michaels Formand i Pønitentiar-Embedet kan være bleven befordret i 1381.
