sees at være kommen i Besiddelse af Biskopsstolen. Det er ikke usandsynligt, at Andres virkelig er bleven indviet til Biskop, og at efter hans Død først Philip Gudbrandssøn har været valgt, men er død strax efter; at Hallgeir derpaa er valgt i hans Sted, men at imidlertid Vikbold, der synes at have været en Tydsker, har faaet Provision ved Curien, og Hallgeir saaledes anden Gang haft den Ærgrelse at maatte vige.
Af de større Prælaturer i Norge beklædtes Provstedømmet ved Mariekirken i Oslo, som vi have seet, af Cantsleren Hr. Henrik Henrikssøn, svensk af Fødsel, men en mangeaarig Tilhænger, og – naar undtages den korte Misforstaaelse i 1371 – Ven af Kong Haakon, samt, efter hvad man maa dømme af flere Omstændigheder, end mere af Dronning Margrete. Han var sikkert en dygtig og øvet Forretningsmand, hvordan nu end hans geistlige Virken var beskaffen. Magister Capellarum og Provst ved Apostelkirken i Bergen, altsaa den første af de kongelige Geistlige, var Hr. Vinalde Henrikssøn, hvis tidligere Bane vi allerede have berørt. Han var i Besiddelse af mange Beneficier. Foruden at have et Canonicat ved Oslo Domkirke, forbundet med Kirkerne paa Thjorn, som Biskop Jon havde givet ham tilbage, efterat han tidligere havde afstaaet dem, blev han og, som ovenfor nævnt, kongelig Klerk og Chorsbroder ved Mariekirken i Oslo, samt midlertidig Bestyrer af Cantsler-Embedet. I 1375 finde vi ham tillige som Besidder af et Canonicat ved Nidaroos Domkirke. Kort efter, formodentlig i 1377, blev han efter Thorstein Hallgrimssøn udnævnt til Magister Capellarum, ved hvilken Lejlighed han da naturligviis maa have givet Slip paa Canonicatet ved Mariekirken, medens han derimod beholdt sine øvrige Beneficier. Derhos seer man, at Kong Haakon overdrog ham Syslen paa Vors[1]. At Vinalde var Dronning Margrete særdeles hengiven, viser noksom hans senere Ferd.
Saaledes var der nu blandt Raadets geistlige Medlemmer mindst fire, paa hvis Medhold og Bistand Margrete sikkert kunde regne, nemlig Erkebiskop Nikolas, Biskop Jakob i Bergen, dansk af Fødsel, og begge Provsterne ved de to fornemste kongelige Capeller. At derhos ogsaa Olaf i Stavanger var hende forbunden, er af det foregaaende sandsynligt, og at der har været stort Venskab mellem hende og Biskop Jon i Oslo, maa sluttes deraf, at Margrete i sit Brev af 14de Januar 1385 udtrykkeligt kaldte ham sin „gode Ven“ og fritog, saa længe han levede, hans Landboer paa Folkestad i Skedjohofs Sogn i Vettahered for Leding og alle.andre directe Skatter[2]. Man seer, at Margrete i Norge fulgte den samme Politik, som hun ogsaa med Held
