Her har vi kun villet give en kort Fremstilling af en saadan anseet og megtig Klerks Opkomst og Virksomhed.
Blandt de Geistlige ved de øvrige Biskopsstole finder man nu neppe nogen saa fremragende Mand som Eystein, idetmindste omtales ingen saa hyppigt. Dette kan nu vel for en Deel have sin Grund deri, at man fra denne Tid har langt flere Brevskaber fra Oslos Biskopsdømme– end fra de øvrige, men det maa ogsaa tildeels forklares deraf, at Oslos Biskopsdømme ej alene var det sydligste, og inden hvis Omraade de fleste Begivenheder af Vigtighed nu tildrog m„ men at det ogsaa i Virkeligheden var det største og rigeste, hvor formodentlig de mest talentfulde Mend, ogsaa af Kleresiet, søgte hen, naar de kunde, da de fandt der den videste Virkekreds for sine Talenter og havde lettest Anledning til at tilfredsstille sin Ærgjerrighed. Med andre Ord, Oslo var nu bleven Landets egentlige Hovedstad, og Nidaroos og Bergen, med al den ene Stads gammelkirkelige Glands og den andens travle Handelsliv, vare dog sunkne ned til Provindsstæder. Hvad der gav Bergen sin egentlige Vegt, var desuden ej længer det nationale, men det fremmede Handelsliv, og dette, ligesom de tydske Kjøbmends hele Politik overhoved, bidrog til mere at isolere Staden fra det øvrige norske Statsliv, end til at give den nogen Indflydelse paa dette.
Et andet anseet Medlem af Capitlet i Oslo paa disse Tider, og som synes at have staaet i nøje Forbindelse med de fornemste Slegter, var Chorsbroderen Narve Matthiassøn, tillige Sogneprest til Aas paa Follo, i hvilken Egenskab han nævnes i forskjellige Breve, lige fra 1357 til 1379. Ætten synes at have haft hjemme i Ignabakke Sogn, hvor hans Broder Hallvard Matthiassøn boede. I 1361 var han paa Capitlets Vegne nede i Ranarike, forresten synes han, hvad der i de Tider hørte til Sjeldenhederne, at have levet og virket ved sin Hovedkirke. Først da han var gammel, faa Aar før sin Død 1385, flyttede han til Oslo og kjøbte da Tredieparten af de Huse ved Posten i Chorsbrødregaarden, som Arnulf Steinarssøn først havde ejet og testamenteret til Fattigfolk, og som Erkepresten, Kolbjørn Eilifssøn, nys havde kjøbt for 13 Mk. Penninge, men som han nu lod Narve faa i sit Sted, imod at overlade Domkirken 20 Øres Bool i Helte i Ramnes Sogn paa Vestfold[1]. Her gjorde han, 2den Paaskedag (19de April) 1389, da han laa paa sit Yderste, sit Testament[2], hvoraf man erfarer, at han var en meget bemidlet Mand, især da det sandsynligviis kun var en ubetydelig