Personer flere større eller mindre Gaver, hvoriblandt til hans Syster Solveig tre Lester Vareklæde, til Helge Paalsdatter en Karfe med Ran og Redskab, m. m. Til Executorer indsatte han sine Medbrødre Gunne Jærnsidessøn og Haakon Ivarssøn, den samme, der siden blev valgt til Erkebiskop. Naar man her læser om saa mange verdslige Klædningsstykker, ja endog Vaaben, hos en Geistlig, og om den Uforbeholdenhed, hvormed han saa rigeligt betænkte hiin Helge Paalsdatter, der ej kan have været andet end hans Følgekone eller borgerlige Hustru, faar man en besynderlig Forestilling om det Liv, som han, og sandsynligviis de fleste højere Geistlige, paa den Tid førte. Hermed passer ogsaa den Skildring af Geistlighedens Levnet i Norge omkring Aar 1400, som Dietrich af Niem, Biskop af Verden, siden af Cambray, gav i sit omkring 1400 skrevne Verk „Nemus Unionis“. „I Norge“, siger han, pleje baade Klerker og Lægfolk at drikke lige meget, og hvis En ikke over al Maade kan beruse rig i Øl, synes han ej, at han er lykkelig. Den Ene fordrer af den Anden, at han skal gjøre ham Fyldest ved at drikke ligesaa meget som han, og Ingen, som ikke saa det, skulde tro, hvor meget baade Mend og Kvinder der kunne drikke paa een Gang, og dette skeer saa længe, indtil man falder drukken omkuld. Den, som bedst kan tømme sit Beger, holdes for at overgaa de andre i Legemsstyrke og Raskhed. I de samme Egne er det tilladt Biskoper og Prester offentligt at holde Friller, og naar Biskopen to Gange om Aaret visiterer de ham undergivne Prester og Sognekirkers Bestyrere, fører han Frillen med til disse Presters Huse, og hun tillader ikke engang sin biskopelige Elsker at visitere, uden at hun er med, deels fordi hun da lever højt hos Presterne med disses Friller og dertil faar Gaver af dem, hos hvem der visiteres, deels ogsaa fordi hun vil passe paa sin Elsker, at han ikke skal blive forelsket i en anden, der er smukkere. Skulde tilfeldigviis en Prest ingen Frille have, da betragtes han som den, der sviger en god gammel Skik og maa udrede dobbelt Kosthold til den visiterende Biskop. Ligeledes nyde ogsaa Presternes Friller eller Hustruer i hine Lande Forrangen baade i Kirken og ved Bordet, og have Gang og Sæde foran andre Fruer, endogsaa foran Ridderes[1].
- ↑ See Theod. de Niem, Tract. VI. c. 35, aftr. i Pontoppidans hist. eccl. II. S. 26. Disse Bemerkninger, heder det der, gjelder Geistligheden i Norge og paa Irland, hvilke to Lande han omtaler under eet, som de yderste mod Norden og Oceanet. Men der er et stort Spørsmaal, om ikke Forfatteren her har for vexlet Island med Irland og derpaa gjengivet dette med det sedvanlige latinske Navn, „Hibernia“, samt tilføiet en Bemerkning om disses Frugtbar hed. Beskrivelsen over de Geistliges Ferd passer idetmindste allerbedst paa, hvad vi kun lidet senere forefinde paa Island. Der ned visselig Presternes
