Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/22

Denne siden er korrekturlest
XIV

skaber i Udlandet. Ogsaa var han Æresmedlem af det skotske antikvariske Selskab, det islandske Literaturselskab og den norske Forening for Oldtidsminders Bevaring. –

Til den her forsøgte Skizze af Munchs Liv hører nødvendigviis en Udsigt over hans Forfattervirksomhed. Men hvis denne skulde opnaae nogen Grad af Fuldstændighed, maatte den blive temmelig omfattende og indeholde en faa stor Opregning af Skrifter og Afhandlinger, at Mængden af Læsere derved vilde føle sig lidet tiltrukne. Vi maae derfor indskrænke os til det Vigtigere og for en større Overskueligheds Skyld søge at gruppere dette under visse Synspunkter.

Dog inden vi her indlade os paa Munchs enkelte Skrifter, turde det være passende at paapege hans vigtigfte historiske Synsmaader, forsaavidt disse ikke ere udtalte i enkelt Skrift eller Afhandling, men i flere, og ikke sjeldent de senere Udtalelser have undergaaet enkelte Modifikationer. Thi det gjaldt om Munch, at han aldrig, selv efterat være kommen til en Anskuelse, som syntes ganske uforkastelig, blindthen slog sig til Ro derved, men at han vedblev at granske videre og lod sig ikke i sine Undersøgelser afskrække fra at ændre en tidligere fremsat Mening, om han end derved maatte paadrage sig Ord for at skifte Mening og i hvert Fald i det mindre videnskabelige Publikums Øine maatte svække dette Skin af Ufeilbarhed, hvori det helst vil see sine store Mænd.

Vi maa saaledes her fremhæve hans Forskninger og antagne Resultater med Hensyn til Nordens ældste historisk-ethnographiske Forhold og hans Vindikation af Norges Ret med Hensyn paa dets gamle Literatur. Han maa heri dele Æren med R. Keyser som den, der først brød Banen og opstillede rigtigere Anskuelser istedetfor de tidligere antagne. Men det maae erkjendes, at han har videre forfulgt og udviklet disse og ogsaa opstillet egne nye Meninger, hvorved Keyser selv er bleven bragt til i enkelte Dele at afændre sine. Og overhoved maa, hvad der er udrettet paa dette Felt, til en vis Grad betragtes under Eet, og begge Granskere maa siges at have sin fuldstore Andeel deri, uden at den Enes eller Andens Fortjeneste derved forringes. Ligesom Begge om enkelte Arbeider af anden Art have været fælles, saaledes turde der ogsaa med Hensyn til denne Materie være et vist Fællesskab, ikke med Hensyn til dens skriftlige Behandling, men dog til hvad der foreligger som historiskt Udbytte. Allerede den gjensidige Meddeelsomhed, hvorved vore Historikere have udmærket sig maaskee fremfor alle andre Landes, gjør saadan en Antagelse mere end rimelig.

Munch har i et eget Skrift „om den nyere historiske Skole i Norge“ 1852 fremsat de Resultater, han var kommen til, dengang denne Af-