dringer, indtil de endelig i Braavallaslaget brød den samlede dansk-gotiske Magt og gjorde sig til Herrer over Danmark, hvor deres Efterkommere, antagende Navnet Daner, blandede sig med det tidligere gotiske Folk af dette Navn og dannede det nyere Danefolk.
„Disse Anskuelser, saavelsom mine Bestræbelser for at vindicere vor Nationalitets Ret og overhoved den historiske Sandhed, have, som bekjendt, vakt megen Modsigelse især blandt de Danske, der ikke kunde finde sig i at man afviger fra de gamle ukritiske Hypotheser fra tidligere Dage, da Alt gik ud paa at fremstille Danerne som Nordens Principalfolk. Viin Hovedmaxime er dog kun suum cuique og Sandheden fremfor alt. Det er intet, som har skadet den nordiske Historieforskring mere end den Sammenrøren af dansk, norsk og svensk, som de tidligere, især danske Historiforskere i deres Iver for at være nordiske, (og maaske tildeels paa Grund af den tilfældige Omstædighed, at saa mange nordiske Manuskripter ere komne i Danmarks Værge) have gjort sig skyldig i. Det maa nødvendigviis lede til gale Resultater, naar man af den Omstændighed, at Sagaer fortælle, at den og den Skik brugtes ved Gilder paa Island, eller at Nordmændene byggede saadanne og saadanne Huse, slutter, at netop det samme fandtes i Danmark. Saaledes især med Sproget. Det er en bekjendt Sag, at man i Danmark lægger særdeles Vægt paa, at kalde vort Oldsprog „oldnordisk“, som om det var fælles for hele Norden. Nu har jeg naturligviis aldrig nægtet, at der maa have været den Tid, da alle nordiske Folk talte samme Sprog; men jeg mener kun, at denne Tid ligger næsten forud for den nordiske Historie, og at vi i alle Fald ingen Sproglevninger have derfra. De Skrifter, fra hvilke vi kjende vore Oldsprog, naae ikke længer op end til det 12te Aarhundrede i det allerhøieste, og da vare de tre nordiske Sprog, skjønt meget lige, – som de endnu ere – dog ligesaa afgjort forskjellige, som Svensk – og Dansk ere nu; altsaa med samme Ret, som nu Svensk og Dansk kaldes to særskilte Sprog, med samme Ret maa Svensk, Dansk og Norsk c. 1200 kaldes trende særskilte Sprog. Man behøver ogsaa kun at sammenligne Sproget i Kongespejlet og Magnus Haakonsøns norske Lov med den omtrent samtidige Valdemar II’s jydske Lov, for at see, hvor forskjelligt Norsk og Dansk da vare. Nu mener jeg altsaa – og enhver vil give mig Ret deri – at det er en ei alene latterlig, men endogsaa skadelig Paastaaelighed (da den er vildfarende), naar de Danske altid kalde det i Norge i Middelalderen og paa Island brugelige Sprog Oldnordisk istedetfor Oldnorsk eller gammel Norsk. Man behøver jo kun at iagttage det Urimelige i at f. Ex. Magnus’s Lov og Haakon Haakonsøns Saga skal siges at være skrevet paa Old-
