Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/245

Denne siden er korrekturlest
197
1331 fgg. Lagmend.

Familieforhold forøvrigt, end som Løn for langvarig og hederlig Embedsførsel. Sagen var den, at Forberedelsen til Lagmands-Embedet allerede fra Begyndelsen af stillede den, der søgte at gjøre sig skikket dertil, under ganske andre Livsvilkaar, end den, der ved Hirdtjeneste søgte at erhverve Sysler, blive Hirdstjorer, Raadsherrer o. s. v. Hiin Forberedelse maatte være mere klerkemessig, idet den vordende Lagmand ganske vist maatte lære til Fuldkommenhed at skrive og omgaaes med Bøger, maaskee endog noget Latin for at forstaa sig lidt paa den kanoniske Ret; og disse Kundskaber erhvervede han da vel i Regelen paa en anden Lagmands Skriverstue eller Contoir, som hans Skriverdreng eller„ Klerk[1]“, siden som hans Ombudsmand eller Fuldmegtig, indtil han var ganske udlært og kunde overtage et selvstændigt Lagmands-Embede. Men denne Forberedelse var i det Væsentlige, hvad man nu vilde kalde civil, og hvilken man i de Tider næsten betragtede som halvgeistlig, medens derimod den Bane, som de, der attraaede Sysler m. m. betraadte, nu mere end forhen var afgjort militær. De vordende Sysselmend maatte begynde med Hoftjenesten og væsentligt forberede sig dertil ved at erhverve Vaabenferdighed. Var end Skikkene ved Hoffet nu vistnok betydeligt forandrede fra hvad de var paa den Tid, da Hirdskraaen blev given, og lempede efter hvad der var brugeligt ved andre, idetmindste de svenske eller danske Hoffer, saa var dog Hirdskraaens Hovedbestemmelser endnu fuldkomment gjeldende, og den deri antydede Bane for de unge højbyrdige Mend fremdeles den, de havde at betræde for at naa de højeste Verdigheder i Riget. Hvorvidt der endnu skjelnedes mellem Kjertesvend, Gester og virkelige Hirdmend, er vanskeligt at sige: man kan af de forhaandenværende Breve ej see det, og det lader næsten til, at man nu kun brugte tre Grader, nemlig a) begyndende haandgangne Mend, der endnu ikke vare blevne virkelige Hirdmend; b) Hirdmend, der stode nærmest for Haanden til at kunne blive Riddere, og saaledes indtoge den samme Stilling, som de saakaldte Svener, Riddersvene, Knaper, Riddermendsmend, Væbnere, eller Mend „aa Vaaben“, indtoge i Sverige og Danmark, hvorfor de ogsaa nu sædvanligviis kaldte sig „aa Vaaben“, paa Latin „armigeri[2]“;

  1. Deraf endnu Benævnelsen Clerk i England om enhver Contorist. At f. Ex Lagmanden Berg Hermundssøn hørte til en saadan „Klerke“-Slegt, og formodentlig selv havde faaet en saadan Oplærelse, sees deraf, at hans Fader stundom kaldtes „Hermund Klerk“. See Eysteins Register fol. 10.
  2. Benævnelsen „aa Vaaben“ var mere ham„ „Svener“ mere svensk, derfor brugtes den første sildigere end den anden. I norske Breve finder man neppe nogen kaldet „á vápn“ førend efter 1400, skjønt Benævnelsen allerede anvendtes i Borger-Retten, s. N. gl. L. III. S. 144. Forresten var det endnu indtil Unionen hyppigst i norske skrevne Breve ikke at bruge nogen Titel for Hirdmendene.