ligere omtalte Bestemmelser, vedtagne paa Hirdmøderne i Tunsberg og Bergen 1273, hvorved Sysselmendene forpligtedes til i Krigstid at holde hver et vist Antal væbnede Mend, en Forpligtelse som da tillige paalagdes Lendermendene og alle Veitslemend, og som maa være vedbleven for disse sidste, efterat Lendermandsverdigheden var bleven afskaffet. For den unge Mand, der vilde begynde sin Bane som Kriger og vordende Militær- og Civil-Befalingsmand, var det derfor vistnok (naar han ikke var saa højbyrdig og megtig, at han strax kunde blive optagen blandt Kongens Hirdmend og faa en Syssel) det al-mindelige, at han sluttede sig til en eller anden fornem Mand, der holdt væbnede Tjenere, i Regelen vel en Sysselmand, og gik i hans Tjeneste som „Hofmand“ eller „Hovmand“. Saaledes kaldte man allerede i den Tid slige Tjenere hos Befalingsmendene, der udførte deres Erender, indkrævede Skat, o. s. v., og Benævnelsen vedblev siden indtil langt ned i Tiden og ophørte neppe, førend efter den saakaldte Souverainetets Indførelse i 1660[1], da Bestyrelsen, der indtil da væsentligen havde været ført paa den gamle Viis, blev sat paa en ganske anden Fod. At tage Tjeneste paa denne Maade kaldtes ligeledes „at gaa i Hovgaard“. Vel var nu Forfremmelsen paa denne Bane upaatvivleligt meget afhængig af Byrd og Familieforbindelser, og for den Ringe og Ubemidlede var det neppe let at stige højt, men Udsigten dertil var dog ikke ganske lukket; Dygtighed, Mandighed og heldige Omstændigheder kunde dog altid hjelpe En frem, og saaledes var det naturligt, at alle de ærgjerrige unge Mend, der attraaede Titler, Magt og Anseelse, flokkedes om at „gaa i Hovgaard“ for dermed at begynde sin Bane. Dette seer man tydeligt nok af den allerede ovenfor berørte Art. 8 i den store Retterbod af Kong Haakon, der sandsynligviis vedtoges om Sommeren 1380 (s. ovf. S. 87–88). Det heder her udtrykkeligt: „Ikke ville vi heller, at Biskoper, Riddere eller andre vore Mend tage Arbeidsmend eller Lejedrenge i Hovgaard, uden til virkeligt Arbeide og saadan Bedrift, som de ere opfødte med; men Enhver, der løber fra Bønder eller Prester, skal refses af Sysselmand, eftersom Loven og vore Forfedres saavelsom vor egen Bestemmelse tilsiger“. Heraf seer man tydeligt, at unge Mend, endog af ringere Stand, som vare opfødte ved almindeligt Gaardarbeide paa Landet og
- ↑ Denne Benævnelse lever sandsynligviis endnu i Almuens Erindring, og der er mange Sagn, som knytte sig dertil. Ordet udtales ofte som „Haamand“ Det lader til, at Benævnelsen selv endog har overlevet den Tid, da Hovmandstjenesten virkelig var Militærtjeneste, og at den endog brugtes om de mere fredeligt omreisende Fogedfuldmægtige. Førend Benævnelsen „Hovmand“ blev almindelig, plejede man vel ogsaa ofte at kalde dem „Fanter“, see dette Verks 4de Deels 2det Bind, S. 265, jfr. Anm. 3.
