ellers plejede at gaae i Tjeneste hos Bønder eller Prester som Gaardsfarte eller Arbeidsmend, nu ofte af Ærgjerrighed og Forfengelighed slog Vrag paa denne beskednere Stilling og gik til dem, der holdt Hovmend, for at antages blandt disse, ej til det Arbejde, de før havde udført, men til Hovmandstjeneste. At Biskoperne her nævnes blandt dem, der havde “Hovgaard“, kommer deraf, at de, som bekjendt, vare berettigede til at holde haandgangne Mend, tidligere endog Skutelsveiner, foruden at vistnok ogsaa de fleste Biskoper havde Sysler, som personligt var dem overladte[1]. Ved Ridderne ung andre vore Mend“ forstaaes her aabenbart nærmest Sysselmendene, da det kan ansees som givet, at enhver Ridder var Sysselmand, foruden de Væbnere, der ogsaa fik Sysler. Ærgjerrigheden hos de unge Folk og deres Tilstrømning til Hovgaardene maa have været uforholdsmessig stor og utilbørlig, siden man maatte skride ind derimod med et udtrykkeligt Forbud. I denne Tjeneste erhvervede nu de unge „Hovmend“ den nødvendige Øvelse i Vaaben og i de almindeligst forefaldende Forretninger. De kunde da formodentlig i alle Fald stige til at blive Sysselmendenes Lensmend, det vil sige deres Undersysselmend eller Fuldmegtige i de mindre Districter, og hvilke efter Retterbødernes udtrykkelige Bestemmelse ikke uden Bøndernes eget Samtykke maatte være haandgangne Mend, da de ellers let kunde misbruge sin Magt til at undertrykke Almuen, men skulde i Regelen være indfødte Bønder af Bygdelaget[2]. Denne Bestemmelse blev dog i Tidens Løb neppe omhyggeligt overholdt, og i alle Fald kunde det ej være saa vanskeligt at erhverve Bøndernes Samtykke, thi vist er det, at der omtales flere Lensmend, der tillige synes at have været haandgangne. Dette var idetmindste Tilfeldet med de saakaldte Ombudsmend for Hirdstjorer eller Befalingsmend, der ikke selv kunde bestyre Syslerne; saadanne Ombudsmend vare i sig selv virkelige Sysselmend i Alt uden Navnet[3]. Lang og tro Hovmandstjeneste og Dygtighed, eller Gunst og Beskyttelse, eller anseet Byrd banede vel omsider, paa Sysselmandens Anbefaling, Vejen til den umiddelbare
- ↑ Vi have saaledes seet, at Biskopen af Hamar i 1333 havde Syslen paa Nes og Ringsaker (s. foreg. B. S. 425), ligesom Biskop Jakob af Bergen Lindaas og Herdle Skibreder (s. o. S. 108, og nedenfor).
- ↑ N. g. L. III. S. 21, 30: jfr. foreg. B. S. 671.
- ↑ Vi see allerede i 1347 Brynjulf Brynjulfssøn, der i 1340 kun var „Lensmand“ paa Vors, at kaldes „Kongens Ombudsmand“ sammesteds, han maa altsaa da vel have været haandgangen (Dipl. N. I. 268, 304). Bergulf Askessøn paa Mærdin var Hr. Ivar Agmundssøns „Ombudsmand“ i Skidusyssel i Aarene 1338–1340: Sønnen Aske Bergulfssøn var virkelig Sysselmand (Dipl. N. I. 245, 269, 336, 341), og hans Kone Ingegerd kaldes „Hustru Ingegerd paa Mærdin, altsaa var han haandgangen. Man finder oftere i de Tider en Sysselmands Ombudsmand tillige kaldet „Kongens Ombudsmand“, see f. Ex. Dipl. N. V. 445, sammenholdt med III. 590.
