Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/250

Denne siden er korrekturlest

202

Olaf Haakonssøn.

aldeles den samme Stilling, som de danske og svenske Adelsmend, og førte ligesom disse faste, arvelige Skjoldemerker. Foreningen først med Sverige, siden med Danmark, bidrog naturligviis end mere til at stille deres Ætter paa lige Fod med disse Landes Adelsslegter^[1].

Den væsentlige Forskjel med Hensyn til Sysselmendenes og Lagmendenes Stilling i Samfundet var altsaa nu ej alene den, at hine vare militære, disse civile, men ogsaa den, at de første hørte til Aristokratiet

↑ I Pavebreve, idetmindste fra det 13de Aarhundrede af, kaldes Konger og Dronninger „illustres“, men Kongesønner, Hertuger og alle Adelsmend, eller de, der ansaaes jevngode med saadanne, nobiles. At alle Riddere ansaaes for nobiles, forstaar sig af sig selv, men for dem, der ei var Riddere, maatte det, idetmindste naar de vare norske, være vanskeligt nok for det pavelige Cancellie at vide, naar Nobilitetsprædicatet skulde anvendes, saasom det ei brugtes i Norge selv. At det er tilføjet efter Vink af norske, med Forholdene bekjendte Geistlige, kan vel ikke omtvivles, men af stor Interesse vilde det dog have været, om vi nøjere havde kjendt de Regler, de her fulgte. Naar man skal gjette paa noget, bliver intet rimeligere, end at det var Optagelsen i Hirden, eller blandt de haandgangne Mends Tal, der ansaaes at berettige til dette Prædicat. (Exempler paa Anvendelsen af Titlen „nobilis“ see Dipl. N. I. 79. 308). Hvad Skjoldemerkerne angaar, da vil man finde udførlig Underretning derom, deels i det danske „Adelslexikon“, deels og især, i de (desverre ufuldendte) „heraldisk-historiske Optegnelser“ af Munthe, i N. Samll. N. 3die og 4de Deel, hvor ogsaa en Mængde Vaabenmerker findes afbildede. Det fremgaar heraf, at faste, arvelige Vaabenmerker begyndte allerede at bruges mod Slutningen af det 13de Aarhundrede, men bleve ikke ret almindelige, saaledes at man sikkert kan stole paa dem ved genealogiske Undersøgelser, førend hen i det 14de. Endog Hafthorssønnerne, skjønt Brødre, førte ikke de samme Vaabenmerker, og Hr. Jon Hafthorssøn ej engang til alle Tider det samme. Ættevaabenet, som idetmindste Faderen brugte, var en Rose (deraf ogsaa det senere den svenske Green af Ætten tillagte Familienavn „Roos“); men Hr. Jon optog dette Merke først efter 1347, thi 1330–40 brugte han kun en stor Hjelm med store Fjerbuske, og i 1347 en kvindelig Figur, som holdt en Krone over en Hjelm med utydelige Merker. Hr. Sigurd derimod førte et Skjold, deelt i to Feldt paatvers; i det nedre Halvdelen af Rosen, Faderens Merke, i det øvre derimod Halvdelen af den norske Løve med Øxen, aabenbart for at tilkjendegive sin kongelige Herkomst; og af denne Omstændighed, saavelsom flere andre, navnlig den, at Sigurd, skjønt yngre Broder, i Aarene 1333–1339 stillede sig mere afgjort i Opposition mod Kongen, end Jon, og traadte bestemtere frem med visse Fordringer, skulde man virkelig fristes til at tro, at de kun vare Halvbrødre, og at alene Sigurd Hafthorssøn var født i Faderens Egteskab med Konge-Datteren Agnes. Jons Søn, Haakon Jonssøn, havde atter et fra Faderens og Farbroderens forskjelligt Vaaben, nemlig en springende Løve eller Grif maaskee med en Skraabjelke fra Venstre til Højre. See N. Samll. IV. S. 124–130, 583 fgg; jfr. nedenfor. Naar man ssteds. S. 130) finder Guthorm Hafthorssøn og Lagmanden Sigurd Hafthorssøn at have sort et verticalt deelt Vaabenskjold, hvori atter den halve Rose og en Hermelinsstribe, bestyrker dette det af os ovenfor Anførte, at Sigurd Lagmand var beslegtet med Hafthorssønnerne.

[1] I Pavebreve, idetmindste fra det 13de Aarhundrede af, kaldes Konger og Dronninger „illustres“, men Kongesønner, Hertuger og alle Adelsmend, eller de, der ansaaes jevngode med saadanne, nobiles. At alle Riddere ansaaes for nobiles, forstaar sig af sig selv, men for dem, der ei var Riddere, maatte det, idetmindste naar de vare norske, være vanskeligt nok for det pavelige Cancellie at vide, naar Nobilitetsprædicatet skulde anvendes, saasom det ei brugtes i Norge selv. At det er tilføjet efter Vink af norske, med Forholdene bekjendte Geistlige, kan vel ikke omtvivles, men af stor Interesse vilde det dog have været, om vi nøjere havde kjendt de Regler, de her fulgte. Naar man skal gjette paa noget, bliver intet rimeligere, end at det var Optagelsen i Hirden, eller blandt de haandgangne Mends Tal, der ansaaes at berettige til dette Prædicat. (Exempler paa Anvendelsen af Titlen „nobilis“ see Dipl. N. I. 79. 308). Hvad Skjoldemerkerne angaar, da vil man finde udførlig Underretning derom, deels i det danske „Adelslexikon“, deels og især, i de (desverre ufuldendte) „heraldisk-historiske Optegnelser“ af Munthe, i N. Samll. N. 3die og 4de Deel, hvor ogsaa en Mængde Vaabenmerker findes afbildede. Det fremgaar heraf, at faste, arvelige Vaabenmerker begyndte allerede at bruges mod Slutningen af det 13de Aarhundrede, men bleve ikke ret almindelige, saaledes at man sikkert kan stole paa dem ved genealogiske Undersøgelser, førend hen i det 14de. Endog Hafthorssønnerne, skjønt Brødre, førte ikke de samme Vaabenmerker, og Hr. Jon Hafthorssøn ej engang til alle Tider det samme. Ættevaabenet, som idetmindste Faderen brugte, var en Rose (deraf ogsaa det senere den svenske Green af Ætten tillagte Familienavn „Roos“); men Hr. Jon optog dette Merke først efter 1347, thi 1330–40 brugte han kun en stor Hjelm med store Fjerbuske, og i 1347 en kvindelig Figur, som holdt en Krone over en Hjelm med utydelige Merker. Hr. Sigurd derimod førte et Skjold, deelt i to Feldt paatvers; i det nedre Halvdelen af Rosen, Faderens Merke, i det øvre derimod Halvdelen af den norske Løve med Øxen, aabenbart for at tilkjendegive sin kongelige Herkomst; og af denne Omstændighed, saavelsom flere andre, navnlig den, at Sigurd, skjønt yngre Broder, i Aarene 1333–1339 stillede sig mere afgjort i Opposition mod Kongen, end Jon, og traadte bestemtere frem med visse Fordringer, skulde man virkelig fristes til at tro, at de kun vare Halvbrødre, og at alene Sigurd Hafthorssøn var født i Faderens Egteskab med Konge-Datteren Agnes. Jons Søn, Haakon Jonssøn, havde atter et fra Faderens og Farbroderens forskjelligt Vaaben, nemlig en springende Løve eller Grif maaskee med en Skraabjelke fra Venstre til Højre. See N. Samll. IV. S. 124–130, 583 fgg; jfr. nedenfor. Naar man ssteds. S. 130) finder Guthorm Hafthorssøn og Lagmanden Sigurd Hafthorssøn at have sort et verticalt deelt Vaabenskjold, hvori atter den halve Rose og en Hermelinsstribe, bestyrker dette det af os ovenfor Anførte, at Sigurd Lagmand var beslegtet med Hafthorssønnerne.

[1]