maatte synes haabløst at faa den tilvejebragt. Thi om end, hvad der dog kun sjelden var Tilfeldet, Landsherren eller nogen anden paa hans Vegne havde Penge til at indløse Pantet med, var det ikke derfor sagt, at Overpanthaveren strax kunde udløse Underpanthaverne, og imidlertid henstod Landskabet eller enkelte Dele deraf i en Mellemtilstand, uden nogen bestemt Overherre. Ved Afstaaelser af Landskaber eller Tilbagegivelser af erobrede Landsdele var det heller ikke nok, slethen at fordre eller betinge dette i Overeenskomsten derom, men Modtageren maatte ogsaa overtage at udløse de enkelte Underpanthavere, og saaledes fremkom altid de trykkende Pengespørgsmaal paany, saaledes som vi have seet for Kong Magnus Erikssøns Vedkommende med Erhvervelsen al Skaane; og desuden kunde det da ofte hende, at Stillingen blev saa forviklet, at endog den samvittighedsfulde Panthaver dog tilsidst kunde ansee sig berettiget og foranlediget til at lade sig udløse af En, i hvis Hender hans Overherre allermindst ønskede at vide Forleningen, ej at tale om de mange virkelig troløse Panthavere, der for at vinde Pengefordele og Magt ligefrem sveeg Forpligtelsen til, under enhver Omstændighed at holde Lehnet til deres rette Overherres troe Haand, og gik over med det til Fjenden[1]. At dette System kunde blive saa almindeligt i de Tider, har man nu vanskeligt ved at forstaa, da man ej længer kjender nogen Bortforlening af Landskaber med fuldstændig Oppebæren af alle kongelige Indtægter, men alene Bestyrelse mod en vis Løn af Statskassen; i hiin Tid var derimod Overgangen dertil fra det sedvanlige Forlenings-System meget naturlig; det var egentlig kun en Misbrug af dette, og en lignende Misbrug vil overalt kunne indsnige sig, hvor Districtsbestyrelsen antager en Forlenings Charakteer, idet Oppebyrgslen og Forvaltningerne af Statsindtægterne er forenet med den egentlige Bestyrelse hos en eneste Person, og fornemmelig) hvor Indtægterne tillige forpagtes til denne, saa at han intet egentligt Regnskab har at aflegge. I Norge, hvor Sysselmendene ifølge Hirdskraaen virkelig skulde indsende og aflegge Regnskab for de kongelige Indtægter, og hvor dette endnu omkring 1340 maa have været
- ↑ Exempler herpaa haves i den svigagtige Overdragelse af Haderslev, Aabenraas og Lilletønders Slotte til de holsteenske Grever efter Kong Valdemars Død, hvorom der udtrykkeligt tales i Forhandlingerne 1424 ( Str. R. D. Vil. S. 400). Valdemar havde betroet disse Slotte til Hennike Wittkop, en Spicker og en Pessen, men af disse „kjøbte“, heder det, Greverne dem baade imod Indbyggernes og Rigsstyrelsens Vilje. Paa samme Maade har det venteligt forholdt sig med den bekjendte Historie om Ridder Erland Kalv, der først gik over til Holsterne med det Slot, han havde af Kongen, og siden vendte tilbage under Kongens Haand baade med dette og med to andre, han havde faaet af Greverne.
