det sedvanlige[1], havde dog Sysselbestyrelsen væsentlig hine samme Betingelser for, at en virkelig Bortforlening og.Pantsettelse og-saa der kunde blive mulig, om end ikke i saa paafaldende Mon som i Nabolandene, fordi der ej fandtes saa mange Borge, hvilke især udgjorde Gjenstanden for slig Forlening. Men at den dog ogsaa tidligt anvendtes i Norge, sees noksom deraf, at allerede Kong Haakon den eldre overdrog Syslen paa Follo til Mariekirken i Oslo, og i 1315 gav Paal Erikssøn Fjerdedelen af alle de større Sagefald (Alejemaal, Thegngilde, Brevebrud og Fredkjøb) i Elvesyssel; en Rettighed, som han igjen overdrog til Mariekirken, men som dog neppe kunde vedvare i længere Tid, end Hr. Paal selv levede. Siden finde vi flere Exempler især paa slige Forleninger, hvorved enkelte Klasser af Indtægter, som f. Ex. Vaarledingen eller Høstledingen, eller visse Sagefaldsposter, fuldstendigt skulde tilfalde Lehnshaverne, med andre Ord, betragtes som hans Indtægt, hvorimod det da vel faldt af sig selv, at det øvrige skulde indsendes med behørigt Regnskab. Ogsaa er det allerede viist, hvorledes Hirdstjornen paa Island bortforpagtedes paa visse Aar. Men herfra var da Overgangen til Pantsettelse af hele Syslen eller enkelte Indtægter meget let og naturlig. Vi have seet, at der oftere var Tale om at pantsette Baagahuus paa denne Maade, og at det virkelig ogsaa en Stund var pantsat til Hertug Erik af Saxen, der lod det bestyre ved Gottskalk Skarpenberg. Kong Magnus pantsatte i sit Testament Øen Ordoost i Elvesyssel til Vadstena’s vordende Kloster for den dertil legerede Sum, „med alle kongelige Rettigheder, undtagen Sagøren“, altsaa med Leding, Landskyld, Told og Kongskjøb: en Pantsettelse, med Hensyn til hvilken det dog er tvivlsomt, hvorvidt den er bleven sat i Verk[2]. Vi have allerede seet, at Kong Haakon pantsatte Oslo Syssel
- ↑ I Formularen for Sysselmendenes Reversbrev til Kongen, der opstilles i Hirdskr. Cap. 36 som vedtagne i Tunsberg 1273, opføres udtrykkeligt som en af Sysselmandens Forpligtelser, at „han skal indkomme paa den og den Tid og det og det Sted, med Regnskab og ret Afdrag af Rente“, og Visoren eller de visse Indtægter skulde endog i hvert Brev udtrykkelig specificeres. Altsaa see vi heraf, at Sysselmanden maatte gjøre fuldstændigt Regnskab og indsende hvad han havde opkrævet, kun fradragende, hvad der var ham forundt til Indtægt. Vi see ogsaa af Forhandlingerne i 1340 (see foregaaende B. S. 249), at de af Sysselmendene indkrævede Penge skulde indsendes med behørigt Regnskab til Fehirdslerne.
- ↑ Det er allerede ovenfor (S. 37, 38) handlet om, hvorvidt Magnus’s Liig blev begravet ved Vadstena; da dette ej synes at have været Tilfeldet, idetmindste i de første Aar efter hans Død, synes det ogsaa, som om Pantsettelsen burde gaa tilbage. Imidlertid finde vi Hr. Erik Ketilssøn ved disse samme Tider som Befalingsmand over eller Panthaver af Ordoost, og da han tillige sees at have haft meget med Vadstena at bestille, og navnlig at
