haft, end mindre ytret. Saaledes anføres der etsteds, at jeg skulde mene, at Gotisk er det germaniske Ursprog, deraf Tydsk, deraf Dansk, deraf Norsk, deraf Islandsk: en Mening, jeg ikke engang behøver at fralægge mig; thi jeg har kun benyttet Gotisk som et germanisk Sprog paa et ældre Stadium end noget andet til Indkig i det ældre Sprog-Maskineri, uden nogensinde at udgive det for Modersproget.“
Et af Munchs alvorligste Skridt for at vindicere Norges nationale Ret, var hans Optræden i 1845 mod Oldskristselskabets daværende Bestyrelse, hvis Virksomhed udviste adskillige Misligheder. Egentlig kan man sige, at der fra den Tid Munch og Keyser sendtes ned til Kjøbenhavn begyndte en ny Perode i Behandlingen af oldnorske Skrifter; thi da viste det sig, at man ikke altid behøvede Islændingerne til Mellem-Mænd ved disse Skrifters Udgivelse; og den Kontrol, disse norske Lærde viste sig at kunne udøve, gjorde Vedkommende varsommere og nøiagtigere. Men efterhaanden løiede Oldskriftselskabet af, og i 1845 var det saaledes nødvendigt at give det en ny Vækker. Munch gjorde det med Strenghed og Grundighed, idet han i en Artikel i Dahl’s Literaturtidende blottede de af Selskabet begangne Feil især mod Norge, hvis Deeltagelse i den gamle Literatur ligesom skuppedes bort. Senere fik Munch en særegen Foranledning til at beklage sig over Oldskriftselskabet, eller rettere Sjælen i samme, Konferentsraad Rafn. Efter Finn Magnussøns Død tog han nemlig paa Rafns Anmodning Deel i Redaktionen af de af Oldskriftselskabet besørgede „Antiquités Russes & orientales“, saaledes at han leverede samtlige Indledninger og oplysende Noter til Stykkerne i hele første Bind fra S. 15 af og til en stor Deel af andet Bind, navnlig til den deri optagne Udgave af Ottars og Ulfsteins Reiseberetninger; og desuden meddelte han særskilte Afhandlinger, foruden at han i det Hele taget havde en Stemme med i Valget af Stykkerne. Men dette blev af Rafn faa lidet eller dunkelt fremhævet i Fortalen til Værket, at Rafn selv er bleven anseet som Forfatteren, navnlig i en vidtløftig Recension af den lærde Akademiker Kunik i det petersborgske Videnskabs-Akademies Skrifter. Endog danske Lærde ere her blevne skuffede med Hensyn til Forfatterskabet. Idetmindste synes Genealogen Kønigsfeldt at have antaget Rafn for Forfatter af ovennævnte Værk. Thi da Munch (i „Illustr. Nyhedsblad“ for 1855) havde berigtiget en gjentaget Vildfarelse i de danske Kongers Slægtsrække med Henviisning til Antiq. Russes, i hvis genealogiske Tabeller, forfattede af ham selv, han allerede i Forveien havde indført Forbedringen, rettede Konigsfeldt i den nye Udgave af sine fortjenstlige „Genealogisk-historiske Tabeller“ Feilen efter Munch, men
