digtede af et selvraadigt, hadefuldt Parti, medens derimod hans Mildhed, Venlighed og mange gode Sider nu sikkert oprigtigere erkjendtes og paaskjønnedes.end forhen, og Hengivenheden for det gamle Kongedynasti atter begyndte at røre sig hos Folket, blandt hvis ringere Klasser den heller ikke nogensinde var uddøet. Det maatte nu være indlysende for Enhver, at den Elendighed i Riget, for hvilken man gav Magnus Skylden, var bleven tifold større under Albrechts Regimente. De selvraadige Stormend maatte nu have indseet, at den Magt, de havde fravristet Kongedømmet, og de Forrettigheder, de havde tilvendt sig paa det øvrige Folks Bekostning, hverken havde bragt dem selv eller Riget de Fordele, som de synes at have ventet. Udlendinger havde trængt sig ind i Landet til de Indfødtes Ulempe; de beherskede Kongen[1] og vare altid ved Haanden og rede at sætte ham op mod Landets egne Sønner; betydelige Landskaber havde skilt sig fra Riget og vare endnu ikke gjenforenede dermed. Og under alt dette saa man de nys forenede Riger, Danmark og Norge, jevnt tiltage i Magt og Anseelse under den gamle Kongestammes sidste Ætling og hans forstandige og talentfulde Moders vise Styrelse. Intet Under derfor, om det Omslag i Opinionen med Hensyn til de sidste Folkungers Regjering, hvortil sikkert allerede for længere Tid siden de første Tegn havde begyndt at yttre sig, nu skete med rivende Fart, saameget mere som det ikke ubetydelige Antal af svenske Herrer, der vare blevne Folkungerne troe og derfor havde maattet forlade Landet og altid længedes efter at vende tilbage, og fra sit sikkre Tilhold i Norge, i Halland eller Skaane, eller de svenske Landskaber i Vesten, vist ikke undlod uafladeligt at bearbeide sine Landsmend for at faa dem til at skille sig af med de mecklenburgske Herrer og atter slutte sig til den gamle Konge-Ætt. Naar vi saaledes i Aaret 1381 finde Kong Haakons troe Tilhænger Hr. Erik Ketilssøn i Vadstena, for at overdrage det endnu ikke ret organiserede Emner nogle Ejendomme, som var det tilfaldne i Vermeland, tilsammen med Erngisl Jarl[2], og maaskee flere andre svenske Herrer, hvis Hengivenhed for Kong Albrecht var heel tvivlsom, kan man neppe tvivle om, at han ogsaa har benyttet Lejligheden til at agitere mod Kong“Albrecht og for Kong Olaf og hans Moder. I Juli 1382 holdtes der, som det synes, i Vadstena, en Forsamling af Rigets Lagmend, saavelsom Erngisl Jarl, Drottseten Bo Jonssøn, og Marsken Steen Benedictssøn,
Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/278
Denne siden er korrekturlest
230
Olaf Haakonssøn.
