der er unegteligt et eller andet, som bestyrker en saadan Gjetning. Paa faldende er det, at Slottene Øresteen og Oppensteen i det sydvestlige Vestergøtland, hvoraf det sidste og formodentlig ogsaa det første endnu mod Udgangen af 1382 var i Margretes eller hendes Slotsfogders Hender, og Kinds Hered, der endnu ved Midsommerstid 1383 synes at have tilhørt hende[1], i den første Deel af 1384 vare komne i Drottseten Bo Jonssøns Besiddelser[2]. Det maa altsaa være skeet i Løbet af 1383, netop paa den Tid, da den sidste alvorlige Tvist herskede mellem Kong Albrecht og Raadet, eller, som man nu ligesaagodt kan sige, Bo Jonssøn, hvis Magt i Sverige formedelst hans uhyre Rigdom og de mange Forleninger, han efterhaanden havde tilpantet sig, nu var saa stor, at Kongens egen i Forhold dertil svandt ind til en Ubetydelighed, og hvem man vel derfor er berettiget til at betragte som Hovedmanden for de Foranstaltninger eller Trusler, der aftvang Kongen den nysomtalte ydmygende Erklæring. Men hvorledes vare vel hine tvende Slotte faldne i hans Hender? Noget Krigstog, hvorved de fratoges Margretes Slotsfogder, omtales ingensteds og synes heller ikke at have fundet Sted. Saadant maatte desuden under det daværende spendte Forhold mellem Kongen og Bo Jonssøn være foretaget af denne paa egen Haand, hvilket ikke er videre sandsynligt, ligesom man neppe engang kan paapege nogen Tid i 1383, da et saadant Krigstog med nogen Rimelighed kunde antages at have gaaet for sig, saasom de ikke faa Brevskaber fra dette Aar, hvori Bo Jonssøn omtales, viser, at han i den meste Tid af Sommeren og Høsten ferdedes i det østlige Sverige[3]. De nævnte Slotte med tilhørende Hereder (Kind og Mark) maa saaledes ad fredelig Vej, efter Dagthingning og mod Udbetaling af en bestemt Pantesum, have været over-
- ↑ I det nys omtalte Brev af 31te October 1382, vedkommende Udlesningen af Abrumstorps Slot, nævnes som Forlover Johan Liste, Høvedsmand paa Oppensteen for Dronningen, altsaa holdt han det da endnu for hendes Regning. Og da Bremen og Oppensteen, der laa nær hinanden, som oftest nævnes sammen, ofte stod under een Høvding, og fordetmeste synes at have deelt Skjebne med hinanden, bliver det sandsynligt, at ogsaa Øresteen i Marks Hered, der laa Vardberg meget nærmere, samtidigt var i Dronningens Hereder. Og i et Brev i det sv. Rigsarchiv af 29de Juni 1383, formodentlig udstedt enten paa Kongsbakke, eller paa Vardberg, siden Nisse Svarteskaaning nævnes som Vidne, forføjer Karl Nikolassøn over Gods saavel i Halland som i Kindshered. Dette viser aabenbart at Kindshered (og saaledes Oppensteen) da endnu stod i nærmere Forbindelse med Halland og altsaa adlød Dronningen.
- ↑ Bo Jonssøn opregner dem nemlig blandt sine Pantelehn i sit Testamente af 17de April 1384, som vi i det følgende nærmere komme til at omtale.
- ↑ Bo Jonssøn var 2den August 1383 i Vadstena, 28de Septbr. i Vesteraas, 19de November i Nykøping, 13de December paa Bjerkø (Breve i det sv. Rigsarchiv).
