Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/291

Denne siden er korrekturlest
243
1384. Raadsmøde i Bergen 1384.


Ved Mødet i Bergen om Sommeren 1384, der synes at have vedvaret lige fra St. Hansdagstider til hen i August, medens Dronningen ferdedes nede i Danmark og havde travlt med at underhandle med Stæderne om de skaanske Slottes Gjengivelse m. m., kom atter Handels- og Arbeids-Forholdene paa Bane. Ved en i Kongens Navn udstedt Forordning af 28de-Juni[1] bestemtes der først en heel Deel nye Taxter for Haandverkers Arbeide, og foreskreves det om Mynten, at den „skulde gaa, som den fra gammel Tid havde gaaet“. Men desforuden bestemtes der, at de kongelige Ombudsmend skulde fordele Arbeidsfolkene paa Landet rundt om til geistlige eller verdslige Huusbønder. Det forbødes Enhver paa Landet at tage arbeidsføre Kvinder i Huset, og Fogderne skulde om Høst og Vaar „kjøre“ de Mend og Kvinder ud af Kjøbstederne, som.vare arbeidsføre nok til at arbeide paa Landet og ej havde festet sig i fast Tjeneste. Muligt at Affolkningen siden Mandedøden havde bevirket en Mangel paa Arbeidskrefter, som de Fleste fandt betenkelig; men denne umiddelbare Indgriben fra Regjeringens Side var dog ligefuldt utilbørlig. I Indledningen til Forordningen heder det, at en Mengde Uskikke havde siden Kong Magnus’s og Kong Haakons Død indsneget sig, ej alene Kongens egne Thegner og Undersaatter, men ogsaa alle udenfra tilkommende Mend til Tyngsel, især i Kjøbstederne, og blandt dem igjen fornemmelig Bergen, der var den største i Norge: Uskikke, der især hidrørte fra dem, der skulde ernære sig af sit Arbeide. Ved en anden i Kongens Navn udstedt Forordning af 19de August, henvendt til alle Indbyggerne i Finmarken, Haalogaland, Naumdal, Throndhjem, Nordmøre, Raumsdalen og Søndmøre, overhoved alle dem, der boede nordenfor Stad, søgte Regjeringen at verne om Kjøbstedernes Rettigheder, og fornemmelig derved holde Liv i de smaa Kjøbsteder ved Vesterhavet,“ Borgund paa Søndmøre, Vedø i Raumsdalen og Vaagen paa Haalogaland, der allerede var paa god Vej til at forfalde aldeles. Raadet og Kongen, heed det, kunde nok merke, at Bergen og Throndhjem, saavelsom hiine Smaakjøbsteder, fordervedes og ødelagdes derved, at Sejlingsmend ikke sejlede med sine Varer til dem efter gammel Skik, og da nu saavel Kong Magnus som Kong Haakon havde forbudt Fjordekjøb og Vee-Kjøb (Smaahandel inde i Fjorden og ved Fiskeverene), bestemtes det herved, at ingen maatte sejle med sine Varer til andre Kjøbsteder, end til Byerne, nemlig de fra Finmarken og Haalogaland til Vaagen, de fra Naumdal og Throndhjem samt Nordmøre til Throndhjem, de fra Raumsdal til Vedø og de fra Søndmøre til Borgund.

  1. N. gl. L. III. S. 218–220.