Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/300

Denne siden er korrekturlest
252
Olaf Haakonssøn.

personligt havde villet føre sin Sag. Imidlertid var Tilstanden heel mislig i Biskopsdømmet. Den af Michael indsatte Official døde allerede 1389, mange Prester vare døde, mange borte fra Landet, og de fleste, der endnu vare tilbage, berøvede sine Embeder. Michael, der for det første havde slaaet sig til Ro i Danmark, beskikkede derfra i 1390 en ny Official, Thorstein Snorressøn, efter først at have indviet ham til Abbed i Helgafells Kloster; ligeledes udnævnte han en Provst, men strax derefter frasagde han sig sit Biskops-Embede[1]. Naar han døde vides ikke. Imidlertid sad den gamle Jon Erikssøn Skalle i god Ro som Biskop i Hole, efterat Eyfjordingerne endelig i 1371 havde underkastet sig ham. Om hans Besøg i Norge 1375–76 er der ovenfor talt; forresten er der intet af Vigtighed at berette om hans Embedsførsel i de sidste Aar af hans Liv. Saavidt man kan see, var man i det Hele taget vel tilfreds med ham, og han synes i alle Fald at have haft et vaagent Øje med Biskopsstolens Ejendomme og Indtægter[2].

Om Begivenheder paa Grønland og Coloniens Handelsforbindelse med Norge er der ej stort andet at berette, end hvad der strax ovenfor er anført vedkommende Bjørn Einarssøns Ophold der. Man kan heraf danne sig en Forestilling om, med hvilken smaalig og ufornuftig Skinsyge Regjeringen og dens Ombudsmend vaagede over Kronens Enehandel med Indbyggerne. Det betragtedes, seer man, som en Forseelse endog kun at anløbe Landet med fri Vilje uden udtrykkelig Tilladelse, og istedetfor at fornuftig Politik hellere skulde have tilraadet at lette Farten derhen, og opmuntre saa mange som muligt til at handle derpaa, ved at tilstaa dem allehaande Lettelser, søgte man tvertimod at udestænge saamange som muligt fra denne Sejlads og at vanskeliggjøre Adgangen til Landet ved alle optænkelige Indskrænkninger. Under saadanne Omstændigheder maatte det være umuligt for den allerede i sig selv svage Colonie at kunne bestaa i Længden. Colonisterne, der leed saa føleligt under Trykket, at de, som vi have seet, benyttede sig af de rige Udlendingers Ankomst til endog at tiltvinge sig Afsetning paa sine Varer, maatte alene længes efter at komme derfra; ikke nok med at de ideligt havde at kæmpe mod en ublid Natur, at de ofte i hele Aar vare afskaarne fra den øvrige civiliserede Verden, og at de nu dertil hvert Øieblik kunde vente sig øde-

  1. Isl. Annaler, Udg. S. 344, 348, de tre nysnævnte Annalhaandskrifter have ogsaa hver forskjellige Aar; da man imidlertid kan see saameget, at Arne Gunnlaugssøn døde Aaret efter sin Udnævnelse til Official, og at den nye Official kom til Island i det paafølgende Aar, have vi saaledes Aarene 1389 og 1390 bestemte, og Flatø-Annalerne fejle, naar de flytte Begivenheden et Aar længer frem.
  2. See Finn Jonssøns isl. Kirkehistorie II. S. 205.