skjønt kun udferdiget af Cantsleren, dog bliver af nogen Vigtighed med Hensyn til Spørsmaalet, om Kong Olaf erklæredes myndig eller ikke. Det indeholder nemlig ikke hiin Clausul om at skulle gjelde indtil Kongens Myndighedsaar, som det dog, lige saavel som andre Varnadarbreve, upaatvivleligt maatte have indeholdt, hvis Kongen endnu betragtedes som umyndig; og der maa saaledes dog ved Kong Olafs Indtrædelse i hans 16de Aar være foregaaet noget saadant som en foreløbig Myndigheds-Erklæring, maaskee ledsaget af en lignende foreløbig Fornyelse af alle hine midlertidigt udstedte Forordninger og Frihedsbreve. En saadan Erklæring kan være skeet ved en simpel Bekjendtgjørelse i Kongens Navn under Drottsetens og Cantslerens Besegling, medens den højtidelige Myndigheds-Erklæring og Tilbageleverelsen af Storseglene maatte udsettes, indtil Kongen selv kunde komme til Norge og samles med Raadet.
Denne Act havde Dronning Margrete altsaa formodentlig i Sinde at lade foretage om Høsten 1386, siden hun paa Hansedagen i Lübeck den 13de Juli erklærede ikke at kunne føje Stæderne i at beramme det næste Møde i Vordingborg med deres Deputerede senere end til den 15de Septbr., paa Grund af store og vigtige Erender i Norge. Disse uopsettelige Erender synes fornemmelig at maatte have været en Myndigheds-Erklæring og hvad dermed stod i Forbindelse. Men da hun tillige bebudede, at hun ventede begge Rigers Raad, Norges saavelsom Danmarks, til dette Møde, er det ogsaa muligt, at hendes Hensigt har været først at lade Myndigheds-Erklæringen skee i Danmark, under eet for begge Riger, og derpaa at drage til Norge med den unge Konge, for at anordne, hvad der maatte staa i Forbindelse med denne Act. Paa en saadan forestaaende Myndigheds-Erklæring, det være sig nu for begge Riger, eller for Norge alene, henpeger ogsaa hendes Yttring til Stæderne paa det samme Møde i Lübeck, „at Kong Olaf nu ej lenger vilde sidde for Stædernes Maning“, og „at hun med Bestemthed vilde vide, om Stæderne vilde forlige sig med ham i Betragtning af den Fordeel, de kunde have af ham“. Thi det fuldstændige Opgjør, hvorom hun paa Sønnens Vegne fremsatte et saa bestemt Ønske, synes nærmest at staa i Forbindelse med Kongens forestaaende Optreden som selvstændig Regent, idetmindste af Navn, ved hvilken han heel rimeligt maatte ønske at faa det indviklede Forhold bragt paa det Rene, saa at han herefter ikke mere behøvede at plages dermed; og ved de Fordele, som Stæderne skulde kunne have af Kongen, kan hun ej have forstaaet andet end den Bekræftelse af deres Privilegier, som de saa lenge forgjeves havde ventet paa, og som nu allerbedst og med størst Gyldighed kunde meddeles dem af Kong Olaf selv i Egenskab af Norges fuldmyndige Konge.
Dette Anliggende var det vel saaledes især, der paakaldte Dronning
