Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/316

Denne siden er korrekturlest
268
Olaf Haakonssøn.

og Dronningen var formodentlig den hele Tid ivrigt beskjeftiget med Underhandlinger og andre Foretagender, der sigtede til at faa de endnu ikke gjenvundne Slotte og Lehn tilbage. At dette ogsaa lykkedes hende, have vi nys seet; navnlig erfare vi, at Hervestadshered med Ystad, og Gøinge Hered, hvilket sidste Mecklenburgerne i 1378 havde pantsat til Iesse Duve, nu vare komne i hendes Vold, thi den 10de Juli var Kong Olaf selv i Ystad og bekræftede den bleking ske Stad Rønneby’s Privilegier[1] – en Omstændighed hvoraf man ogsaa kan slutte, at de østlige Landskaber nu vare komne tilbage til den danske Krone – og allerede i December 1386 var Jesse Duve hos Dronningen, da hun overdrog Turstorpsø til Lands Domkirke. Dronning Margrete var selv i nye Underhandlinger med Kong Albrecht, og en Dag var berammet imellem dem[2]. Formodentlig underhandlede hun endnu ivrigere med de megtige svenske Stormend, Bo Jonssøns Testament-Executorer, der netop paa denne Tid vare komne i den heftigste Strid med Kong Albrecht om dette Testamente, og der var vistnok de bedste Udsigter for Haanden til, at et overvejende Parti blandt de svenske Herrer vilde erklære sig for Olaf, og denne saaledes kunde vinde sine Forfedres Trone tilbage, – da enhver saadan Forhaabning, hvor sterk eller hvor svag den kan have været, for det første kuldkastedes ved den unge Konges pludselige og uformodede Død. Hvad der har foranlediget den, om det var en heftig Sygdom eller et Ulykkestilfelde, vides ikke. Alle de nærmere Omstændigheder, man kjender derved, ere kun, at han døde paa Falsterbod Slot, medens Dronningen endnu var i Ystad for at underhandle med Kong Albrecht, og at han havde mange Riddere og Svene om sig, navnlig Hovmesteren Hr. Benedict Bjug, Brødrene Hr. Michael og Hr. Jens Rum, Hr. Folmar Jakobssøn og den føromtalte Hr. Jesse Duve[3]. Derimod er hans Dødsdag ikke ganske sikker, thi den nævnes kun i et Chronicon, der først er sammenskrevet efter 1523, og angives her til Inventio Stephani eller 3die August[4], hvilket er

  1. See Klings dissertatio de nomarchia Medelstad, berigtiget af Behrmann „om Kong Olafs Død“ S. 3, 4. Da Dagen her opgives „die beati Regis et Martyris“, uden at noget Navn nævnes, kan det ligesaa gjerne være St. Knuts Dag, 10de Juli, som Olafsdagen, der af Behrmann antages for den rette, ogsaa meget heller hiin, som den er fjernere fra den Dag, da Kongens Liig blev aabnet og balsameret, nemlig d. 4de August.
  2. Det siges udtrykkeligt i Raadsherrernes Skrivelse til den tydske Højmester af 1402, see Behrmann, l. c. S. 36.
  3. Dette siges ligeledes udtrykkeligt i det nysomtalte Brev til Højmesteren af 1402, Behrmann S. 35.
  4. Chron. af 1523 i Scr. Rer. Dan. VI. S. 229. Dette Chron. har Petrus Olai igjen fordetmeste udskrevet og derfra hentet samme Dags-Angivelse, Scr. rer. Dan. I. S. 135.