sig inden den første Dagsreise fra Falsterbod, neppe erfarede hans Død, førend samtidigt med Efterretningen om Begravelsen. Det kunde saaledes for dem letteligt synes, som om man havde brugt et usømmeligt Hastverk, og ved Forsøgene paa at forklare dette kunde vel enkelte for Margrete mindre fordeelagtige Gjetninger opstaa, der efterhaanden gik over i Folketroen. For Nordmendene maatte det uventede Budskab om den unge Konges Død i hans blomstrende Ynglings-Alder være dobbelt sørgelig og nedslaaende. Ej alene maatte det smerte dem dybt, at den gamle Kongestamme, der nu i et halvt Aartusende havde styret Riget, og paa hvis yngre, af et kvindeligt Led fremspirede Green de havde overført al den varme og inderlige Hengivenhed, hvormed de havde hængt ved den ældre, nu med eet skulde uddø. Men desforuden havde de i hiin lange Tid faaet det arvelige Kongedømme selv kjært, ligesom dette ogsaa i sig selv var mest overeensstemmende med Folkets Retsbegreber og Institutioner og afgav størst Betryggelse for Landets fremtidige Blomstren og Velvære, saaat Konge-Ættens pludselige Uddøen allerede i og for sig kunde give Anledning til de ængsteligste Anelser for Fremtiden, især da det uheldigviis endog var tvivlsomt, hvorvidt der overhoved fandtes nogen lovlig Tron-Arving, eller, om en saadan end kunde findes, hvorvidt han vilde være Folket tjenlig. Alle disse Betragtninger, forenede med den Veemod, hvormed man altid erfarer en haabefuld ung Mand eller Kvindes uventede Endeligt, maatte gjøre Smerten over Olafs Død dybere og mere almindelig, end den maaskee under andre Omstændigheder vilde have været. Og Sorgen har rimeligviis bragt Nordmendene til at smykke ham med Dyder, som han neppe engang havde haft Anledning til at legge for Dagen, og til at ansee Forhaabninger med ham begravne, som de efter sin ringe Kjendskab til ham neppe endnu i Virkeligheden vare berettigede til at nære. Det var derfor heel naturligt, at mange af dem ikke engang strax kunde gjøre sig fortrolige med Tanken om hans Død, men klyngede sig til den Tro, at han endnu var i Live, og med Tiden nok vilde fremstaa igjen, ligesom man i sin Tid havde troet det samme om Olaf Trygvessøn, da han var falden i Svolder-Slaget. Denne Tro, der fra Norge ogsaa maatte udbrede sig til Island, udtaler sig i nogle samtidige islandske Annalers Udsagn ved 1387, idet de omtale Olafs Død kun som en Forsvinden (hvarf)[1]. Ligeledes heder det i den nys omtalte islandske Sagasamling, kaldet Flatøbogen, ved Slutningen af en Fortegnelse paa Norges Konger fra Olaf tilbage til Harald Haarfagre: „Et Aar senere end før er sagt ( der siges strax ovenfor udtrykkeligt, at Bogen var paabegyndt
- ↑ Isl. Annaler, Udg. S. 340. Det er de til 1396 naaende Hole-Annaler, hvor dette findes. Vi ville ogsaa strax herefter see, hvorledes man paa flere Steder i Norge endnu 1389 daterede efter Kong Olafs Regjerings-Aar, som om han ej var død.
