saasom hans haarde Spægelser havde gjort ham ukjendelig, lod ham gribe og kaste paa et stort Baal, hvor han dog stod en Tidlang ganske uskadt, medens alt Folket saa derpaa og erkjendte det for et Jertegn. Imidlertid brød han sig ikke om at benytte dette mod sin Moder for at faa Kongedømmet, men forlod atter Riget, vedblev med sit strenge Levnet og gjorde en lang Pilegrimsreise til Italien for at besøge Apostlernese Grav og St. Franciscus’s Hvilested. Men medens han var i Perugia, døde han af en Feber, efterat have aabenbaret, hvo han var. Ved hans Død ringede Klokkerne i St. Andreaskirken af sig selv, og da Biskopen hørte dette, kom han til med hele Kleresiet og lod Liget begrave i samme Kirke. Da Keiser Sigismund nogle Aar senere paa Reisen til Rom kom igjennem Perugia og hørte dette, gik han ind i Kirken, kyssede Gravstedet, tilbad hans jordiske Levninger, og bad om at maatte faa Deel i den hellige Mands Fortjenester“[1]. Liget eller idetmindste Graven forevises endnu i Perugia, og der skal endog forefindes flere skriftlige Optegnelser derom i samme Kirkes Archiv[2]. At der i Perugia virkelig paa hiin Dag er død en Mand, der paa sit yderste afgav en saadan Bekjendelse om sig selv, er meget muligt og medfører maaskee endog Sandhed; men heraf følger ikke, at Feberpatientens Angivelse er sand, eller endog rigtigt opfattet af de Tilstedeværende. Fortellingen handler desuden om en foregiven Broder af Kong Olaf, hvorom hverken de danske eller de norske Kilder vide at berette det allermindste, og som heller ikke synes at have været til. Man har derfor tænkt sig, at de, der først nedskrev Beretningen, kunne have fejlet i at antage den foregivne Kongesøn og Helgen for at have været en Broder af Kong Olaf, men at han var denne selv, der altsaa ej skulde være død, og siden paa en saa vidunderlig Maade frelst fra Baalet. Men Beretningen bliver ikke derfor mindre usandsynlig, og det eneste merkelige ved den er, at den har kunnet opstaa og vedligeholde sig i det fjerne Italien. Det vilde derfor altid være af megen Interesse at kjende de nærmere Omstændigheder ved dens Oprindelse.
I Sverige maa der ogsaa være opkommet et Rygte, om at det ikke hang ganske saaledes sammen med Kong Olafs Død, som man foregav, siden den svenske Forfatter Ericus Olai, der compilerede sin Krønike lidt efter
- ↑ Wadding, Annales Minorum, Ed. 1734. T. XI. p. 375. jvfr. Gram, Notæ ad Meursuim l. IV. p. 541. Wadding paaberaaber sig her to Forfattere, Marinus Florentinus (c. 8) og Marcus Ulissiponensis (l. I. c. 31), af hvilke han udtrykkeligt siger, at den første næsten var samtidig med den foregivne Henrik. Den ferske af disse Forfattere er endnu ikke udgiven i Trykken, og den anden findes i alle Fald neppe i nordiske Bibliotheker.
- ↑ Dette er i Rom blevet Forfatteren meddeelt af Geistlige, der selv havde været i Perugia og seet saavel Optegnelserne som den foregivne Helgens Grav.
