have begivet sig til Danmark, da det forekommer os højst sandsynligt, at hun plejede stadigt at være om Dronningens Person. Olafs Gravsted forefindes endnu i Sorø Kirkes Chor paa Alterets nedre og venstre Side, fremvisende i Midten hans Skjold med den norske Løve, og Overskriften HIC JACET OLAVS FILIVS MARGRETE REGINE QVEM GENVIT EX HAQVINO REGE NORVEGIE“[1]. Nogle andre, versificerede latinske Gravskrifter over ham ere fra sildigere Tider[2].
Den danske Chronist Huitfeld skriver om Olaf, at „han var en god og from Konge, stille og dydelig, holdt god Fred i sin Tid, holdt hver Mand ved. Lov og Ret, og havde gjerne nogen af sit Raad med sig, hvor han foor frem, samt hørte gjerne Sager“[3]. Det er øjensynligt, at denne Dom ej kan være hentet fra samtidige Beretninger, men alene støtter sig paa de i hans Navn udstedte Domme og andre Brevskaber, som Huitfeld benyttede ved Affattelsen af sin Krønike. Olaf var ved sin Død for ung og havde udviklet for liden Selvvirksomhed, til at man overhoved kunde danne sig nogen Forestilling om hans Personlighed, eller at de Efterlevende kunde tillegge ham nogen særegen Character eller bestemte Regent-Dyder. Nordmendene elskede i ham den sidste mandlige Ætling af deres Kongestamme og sørgede over hans Død, saavel fordi denne Stamme nu uddøde, som vel og fordi de ynkedes over ham, at han skulde blive bortrykket i en saa ung Alder. Men til personligt at lære at kjende og elske ham havde vel kun de færreste haft Tid eller Lejlighed.
Vi have allerede omtalt den Forlegenhed, hvori Kong Olafs pludselige Død nødvendigviis maatte bringe Dronning Margrete. Den var saa stor, at mangen en Mand i hendes Sted vistnok vilde have anseet sin Sag for tabt, og det kan alene have været i Bevidstheden om sin overlegne Dygtighed og Statsklogskab, at hun vovede at holde Stand og fortsette sine Bestræbelser til Nordens Forening. At der ikke for det første
- ↑ Suhm, XIV. S. 184.
- ↑ Den lengere af disse Gravskrifter, der begge meddeles af Huitfeld S. 572 og af Suhm (l. c.) er forfattet af Ivar Bartholin c. 1570; den kortere antager Suhm for at være „gammel“, hvormed han vel mener „samtidig“; men saavel Latiniteten som Indholdet synes at vidne om en sildigere Tidsalder. Desforuden meddeler Huitfeld ogsaa en Gravskrift i Prosa, om hvilken vi ikke behøve at melde mere, end at den lader Olaf arve Norges Kongedømme, førend han blev Konge i Danmark (!). Ingensteds anføres det, hvor i Kirken disse Gravskrifter egentlig staa eller stod; paa den lille Liigsteen kan det ikke være.
- ↑ Huitfeld S. 573.
