førend Hertug Albrecht kunde gjøre sin Fordring gjeldende og skaffet lig et Parti. Dette lykkedes det hende ogsaa at udvirke, og det endog langt snarere, end man skulde have formodet: et umiskjendeligt Tegn paa, hvor stor hendes Yndest og Anseelse maa have været, og hvor dygtige Hjelpere hun maa have haft til at agitere for sig. Thi hvad der nu skete, var unegteligt et Hastverks-Skridt, paa hvilket der i flere Henseender kunde være meget at sige. Det forstaar sig af sig selv, at hun først søgte at sikkre sig Regjeringen i Danmark, deels fordi hun just nu var tilstede der, deels ogsaa fordi hun som dansk Kongedatter og Kong Valdemars saavelsom Kong Olafs Arving idetmindste efter den private Arveret her maatte have størst Udsigt til at betragtes som den nærmeste til Rigsstyrelsen, om just ikke ligefrem efter Loven, saa dog ifølge Billighed og Folkets Ønske. Saaledes blev hun allerede den 10de August, kun sex Dage efter Kong Olafs Liigferd, i Lunds Domkirke og paa Skaane Landsthing, af flere geistlige og verdslige Herrer, saavel fra Skaane, som fra alle de andre Landsdele, udvalgt og antaget og hyldet til „fuldmegtig Frue og til Huusbonde og til hele det danske Riges Formynder i alle Maader, indtil hun og de tilsammen eendregtigt kunde komme overeens om at velge en Konge, dog saaledes, at de ikke skulde skilles fra hendes Tjeneste og Hjelp, førend hun selv viiste dem fra sig til samme med hendes og deres Raad og Vilje udvalgte Rangen. Som Bevæggrunde til Valget anføres, at Dronning Margrete, „Norges og Sveriges Dronning“, som hun kaldes, var Kong Valdemars Datter og Kong Olafs Moder, hvilke begge havde været deres Herrer, og at de i mange Maader havde prøvet hendes gode Vilje og Gunst“. De og hun, heder det fremdeles, vare komne indbyrdes overeens om, at de ikke vilde tage nogen Herre eller Høvding eller Konge, eller drage nogen Mand ind i Danmark, eller tage nogen Mand til Hjelp, der var imod dette, eller nogensomhelst anden uden hendes Raad og Vilje; slige Mend vilde de derimod med hende søge at „forderve“. Derimod havde hun tilsagt dem, at de skulde nyde Skjel og Ret og de Privilegier, som hendes Forfedre og Søn havde givet dem[1]. Det merkeligste ved dette Brev er, at Erkebiskop Vinalde af Throndhjem nævnes allerførst blandt Udstederne, medens derimod ikke den lundske Erkebiskop Magnus nævnes blandt disse, uagtet det udtrykkeligt heder, at saavel Udstederne, 14 i Tallet, som „Erkebiskoper og Lydbiskoper, Riddere og Svene, og flere Rigets Mend og Menighed af alle
- ↑ Vidnesbyrdet om denne Kaaring og Hylding findes endnu i det danske Geheime-Archiv; det er efter Originalen aftrykt i Molbechs og Petersens „Udvalg af danske Diplomer og Breve“, I. No. 10. (S. 11–12).
