mærkelige Prælat, hvilke det var lykkedes Munch at opdage ved hans Gjennemgaaelse af de pavelige Regester m. m.
Arbeider af Munch, der med lige Ret lade sig henføre til historisk og sprogligt Forfatterskab, ere hans Oversættelser fra vort gamle Sprog og de Oldskriftudgaver, han har besørget Hans tidligste Oversættelser fra Oldnorsk findes i det af Studenterforbundet udgivne Ugeblad „Vidar“, blandt hvis Stiftere og Redaktører han hørte. Allerede i No. 3 af dette Blad (19 Aug. 1832) leverede han „Prøver af en Oversættelse af Heimskringla“. Aaret efter udgav han særskilt Begyndelsen af dette Arbeide under Titelen „Snorre Sturlesøns Norske Kongehistorie“. Men kun første Hefte udkom, og snart optraadte det Kjøbenhavnske Oldskriftselskab med Planen til en Oversættelse af samme Værk, hvorved det private Foretagende foreløbig maatte træde i Baggrunden. Dog da Aar vare henrundne, uden at Oldskriftselskabets Arbeide kunde udkomme, begyndte Munch at lade sin Oversættelse udgaa paa Boghandlervei, og saaledes udkom „Norges Konge-Sagaer fra de ældste Tider til 1177“, eller Snorres egentlige Værk, i en hefteviis Godtkjøbsudgave, der sluttedes 1859. Ogsaa Snorres Fortsættere var han betænkt paa at levere som Værkets andet Bind; men dette er desværre ikke udkommet. Bogen var i denne nye Oversættelse fornemmelig beregnet paa at blive Folkelæsning – ligesom den alt gjennem Tiderne havde været i de ældre Oversættelser af Peder Claussøn, Grundtvig og endelig Jacob Aall; og med dette Hensyn for Øie bleve Versene udeladte og Prisen yderst lavt beregnet. Men Oversættelsen blev ikke destomindre af Vigtighed selv for dem, der i egentlig Forstand beskjæftige sig med Historien, forsaavidt den i mange Stykker bøder paa det længe følte Savn af en korrekt Textudgave; thi Munch bandt sig ikke som Oversætter til de feilfulde Udgaver, der haves, men gjengav Texten saaledes som han ved Haandskrifternes kritiske Eftersyn havde fundet at den burde være. Dette blev ham især muligt derved, at han længe havde syslet med Forberedelsen af en Text-Udgave af Snorre, hvilken ligeledes Oldskriftselskabet i Kjøbenhavn havde besluttet at lade udgaae, men som ligesaalidt som Oversættelsen er bleven færdig. Det er vanskeligt at sige, om Grunden hertil nærmest er at søge i Munchs Nølen med Arbejdets Fuldførelse, eller i Mangel paa oprigtig Interesse for et Foretagende, som Selskabet igjennem Rækker af Aar havde holdt frem som et Lokkemiddel for indtrædende Medlemmer i Norge, eller maaskee begge Dele i Forening. Men saameget er vist, at Munch endnu længe efterat Selskabet paa Grund af dets Taushed maatte antages at have slaaet Snorre af Tankerne, dog fremdeles ansaa sig bunden med Hensyn til de gjorte Forarbeiders fri Benyttelse; thi da jeg i
