tog Parti med Kong Albrecht, og at endnu mindre Erik selv, der kun var et Barn, havde kunnet gjøre sig saa fortjent, er det klart, at denne hans Ophøjelse paa Kongetronen allerede har været en mellem Raadet og Dronningen aftalt Sag, og at den vel endog var et Offer, hun bragte de norske Statsinstitutioner og Stemningen i Landet, medens hiin Talemaade om at gjøre sig fortjent til Tronen og hendes Samtykke alene var en Vending, man gav Sagen af Høfligheds-Hensyn mod hende. Beslutningen herom blev udferdiget allerede den 16de Februar paa Akershuus af nitten Raadsherrer, nemlig Erkebiskopen, Biskop Eystein, Biskop Olaf, Biskop Sigurd og Titulærbiskopen Hallgeir; Provst Henrik, der her ikke kalder sig Cantsler, Haakon Jonssøn, Gaute Erikssøn, Henrik Michelstorp, Jon Martinssøn, Alf Haraldssøn, Benedict Nikolassøn, Agmund Bolt, Jon Darre, Haakon Stumpe, Peter Nikolassøn, Simon Thorgeirssøn, Nikolas Galle og Finn Gyrdssøn[1]. Man seer altsaa, at af de 26 Herrer, der 14 Dage forud udstedte Brevet om Regjeringens Overdragelse til Dronning Margrete, vare nu ti fraværende, nemlig Biskop Henrik af Grønland, Hr. Ulf Holmgeirssøn, Hr. Ulf Jonssøn, Gudbrand Erlingssøn, Thoralde Sigurdssøn, Herleik Aasulfssøn, Magnus Stoltekarl, Haakon Topp, Jappe Fastulfssøn og Svaale Ottarssøn, medens der var tre andre, som hiin Dag ej havde været med, nemlig Biskop Hallgeir, Henrik Michelstorp og Simon Thorgeirssøn. Disse trende Mend have sandsynligviis først nu naaet frem til Mødet; muligt endog at Henrik Michelstorp har været i Dronningens Erende i Sverige for at underhandle med en eller anden af de misfornøjede svenske Herrer, navnlig den med hans Broders Enke gifte Algøt Magnussøn; og paa samme Viis er det højst rimeligt, at Svogrene Hr. Ulf Holmgeirssøn og Hr. Ulf Jonssøn, der begge havde Besiddelser i Sverige, strax efter Beslutningen af 2den Februar ere afreiste til Vermeland eller Dal for at melde den til Hr. Erik Ketilssøn og Dronningens øvrige Tilhængere paa den Kant, medens derimod de syv andre Herrer, endnu kun Hirdmend og vistnok de yngre i Laget, siden de nævnes sidst, ere blevne afsendte til forskjellige fjernere Kanter af Landet for at bekjendtgjøre Beslutningen og paaskynde Troskabsedens Afleggelse. Biskop Henrik er formodentligt bleven syg eller er reist sin Vej, saasom man efter denne Tid ej mere hører ham omtale.
Imidlertid maa der dog nok have yttret sig enkelte misbilligende
- ↑ Brevet findes endnu i det danske Geheime-Archiv og er aftrykt i Bal. Müllers „Observ. criticæ“ S. 105–108. Af de nitten Segl, som oprindeligen have hengt ved, mangle nu det 9de (Henrik Mtchelstorps), det 10de (Jon Maritnssøns), det 14de (Jon Darres), det 15de (Haakon Stumpes), det 17de (Simon Thorgeirssøns).
