Margrete, var hendes Residens. Ogsaa Beslutningen af den 16de Februar, om Eriks Arveret, blev udstedt her, og Haakon Jonssøn var en af Udstederne; han kan dog aabenbart ikke have deeltaget heri som Fange. Og hvad mere er, Haakon var jo med i at fatte Beslutningen af 2den Febr., der egentlig allerede afskar ham alt Haab om at blive Konge, hvilket han saaledes endog da maatte have slaaet af Tankerne, om han ellers nogensinde havde næret det; men Forhandlingerne og Beslutningen herom skete i Oslo, altsaa udenfor Akershuus Slot, og saaledes at enhver Tanke om Tvang, anvendt mod Haakon, her maa falde bort. Vi have allerede ovenfor berørt de vegtige Grunde, han maatte have til at holde sig rolig, og ikke at lade sig forlede af Ærgjerrighed til noget farligt Skridt. Havde der fra hans Side skeet mindste Tegn dertil, vilde ikke Dronningen fremdeles have viist ham fuldkommen Tillid, og i det følgende Aar, maaskee endog medens Udfaldet af Krigen med Kong Albrecht endnu ikke var afgjort, have betroet ham en saa vigtig og ansvarsfuld Post, som Hirdstjore- og Fehirde-Embedet i Bergen.
Efterat saaledes baade Regjeringen var ordnet og Spørsmaalet om Tronfølgen var bragt i Rigtighed, sluttede, som man maa formode, Raadet sine Forhandlinger, uagtet Erkebiskopen saavelsom Biskoperne i Stavanger og Hamar fremdeles en Tidlang bleve tilstede i Oslo[1]. Erkebiskopens Bestræbelser kunde Margrete vel fornemmelig tilskrive, at alt gik hende saaledes efter Ønske, og saavidt man kan see, undlod hun heller ikke at vise ham sin Taknemmelighed ved betydelige Gunstbeviisninger. Det er allerede ovenfor omtalt, at hun forundte ham Sparbyggefylke som Lehn eller Syssel paa Livstid, en Overdragelse, der vistnok skete nu, eller i alle Fald kort derefter. Ogsaa erfarer man, at ogsaa de øvrige Biskoper eller deres Kirker rigelig betænktes af hende. I sit Testament, som hun oprettede i alle Fald før Midten af det følgende Aar, gav hun Bergens Domkirke hundrede Mark brendt Sølv, og en lignende Sum skjenkede hun sikkert ogsaa hver af de øvrige Kirker, da det var Skik og Brug ej at give den ene mere end den anden[2]. Det var saaledes formodentlig den selvsamme testamentariske Gave, hvorfor Dronningen allerede den 6te Marts 1388 stillede Biskopen af Oslo og Capitlet Lider og Njotarø til Pant, idet hun tillige gav den nærmere Bestemmelse, at der for disse Penge skulde bygges et nyt Alter i Kirken og kjøbes Jordegods til Bestridelse af Messeholdet, saavelsom til Prestens Underholdning, hvilken hun og hendes Efterfølgere skulde præsentere – dog kun en Nordmand – og som hver Dag skulde holde visse foreskrevne Messer[3].
