nærmet sig hende og gjort hende Fredsforslag, siden det heder, at hun just skulde holde en Dag med ham, da hendes Søn døde. Hun beherskede saaledes aabenbart Stillingen, og denne vilde vel allerede om Sommeren 1387 være kommet til Udvikling, hvis Olaf var bleven i Live.
Men Olafs pludselige Død maatte nødvendigviis medføre en Standsning heri, saaledes som vi allerede i det Foregaaende have paapeget. For de svenske Herrer maatte der være stor Forskjel paa at underkaste sig Olaf, deres egne Kongers sidste Ætling, under Margretes Formynderskab, og efter Olafs Død og Folkunge-Ættens Ophør at underkaste sig hende alene, som selv ikke ved Blodets Baand var forbunden rum den gamle Ætt, og dertil med var en Kvinde. Desuden maatte det først og fremst være Margrete magtpaaliggende at sikkre sig Regjeringen i Danmark og Norge. Saavidt man kan see, undgik hun endog med Flid at gjøre de første Skridt til et aabenbart Forbund med de svenske Herrer mod Albrecht, vel vidende, at hun kun behøvede at see Tiden an, for at de dog omsider .skulde blive nødsagede til at søge hendes Bistand paa hvilkesomhelst Vilkaar. Alene vilde de nemlig vanskeligt kunne saa Bugt med Albrecht. Af tydske Fyrster havde de hast nok, og saaledes var der dog tilsidst ingen anden, de kunde henvende sig til, end hende, som desuden allerede var i Besiddelse af ikke ubetydelige Stykker af Riget, hvilke man derved kunde haabe at see gjenforenede med dette[1]. Margrete lod saaledes Krigen i Sverige gaa sin Gang, roligt afvæntende Øjeblikket, da de svenske Herrer maatte ty til hende og tilbyde hende Regjeringen paa de Vilkaar, hun vilde foreskrive. Naar disse Underhandlinger aabnedes, vides ikke, ligesom man overhoved savner enhver Underretning om, hvad der skete i Sverige ligefra Slutningen af August 1387, da Biskop Nikolas gav hiin sørgelige Skildring af Tilstanden, og til Begyndelsen af det følgende Aar. Sandsynligviis begyndte de strax efter at Margrete var kommen op til Oslo i November eller December 1387, hvis hun ikke – hvad der ej er usandsynligt – har lagt Vejen om Vardberg eller Baagahuus og her modtaget Udsendinger fra de misfornøjede svenske Herrer. Formodentlig have dog de foreløbige Underhandlinger været førte i Vermeland og paa Dal, under Hr. Erik Ketilssøns Ledning. Thi vel havde endnu ikke han og de øvrige Herrer i de Dele af Sverige, der forbleve Folkungerne tro, formeligt hyldet hende, og de væntede vel først paa, hvad Nordmendene vilde gjøre, men saa meget er dog aabenbart, at deres Hengivenhed for hende ikke i mindste Maade var rokket. Ligeledes synes ivrige Underhandlinger at have været
- ↑ Denne Gjenforening tilsagde Margrete, som vi ville see, udtrykkeligt de Svenske, da de underkastede sig hende.
