af andre ypperlige Sprogmænd, hvilket var Tilfældet med sidstnævnte Arbeide og Texten til Throndhjems Domkirke.
Med Runologien beskjæftigede han sig særligen og leverede, foruden den nævnte særskilt udkomne Veiledning i den ældste nordiske Runeskrist, flere derhenhørende værdifulde Afhandlinger. Den mærkeligste af disse er maaskee den, der findes i Annaler for nordisk Oldkyndighed for 1847 om Indskriften paa det ved Gallehuus i 1734 fundne Guldhorn. Som bekjendt havde denne Indskrift voldt de Lærde stort Hovedbrud og fremkaldt den ene Læsning mere besynderlig end den anden. Den ellers saa fortjente P. E. Müller havde i sit store Skrift om Guldhornene antaget Indskriften for celtiberisk og faaet ud deraf nogle barbariske Ord, som hverken han selv eller nogen Anden kunde forklare. Ved at følge en af Hr. J. H. Bredsdorff forsøgt Fortolkningsmaade lykkedes det Munch at godtgjøre, at Hornindskriften var reen gothisk, rimeligviis fra det første eller andet Aarhundrede før Christus. Om denne Læsning sendte han ogsaa en Afhandling til Videnskabs-Akademiet i Berlin, hvoraf han kort i Forveien var bleven Medlem, hvilken optoges i Akademiets „Monatsbericht“ for 1848 tilligemed Bemærkninger derved af Jac. Grimm. I „Illust. Nyhedsblad“ for 1857 leverede han en Afhandling om den mærkelige Indskrift paa den da netop til Universitetet hidførte Runesteen fra Tune, hvilken siden har gjort en vis Opsigt i den lærde Verden; thi af A. Uppstrøm er den gjort til Gjenstand for en særegen Afhandling i Nova Acta regiæ societ. scient. Upsalensis, og herpaa har igjen Dr. Fr. Dietrich i Marburg bygget sin Fremstilling af Tunesteens-Indskriften i hans i 1863 udkomne Monographi, „Die Blekinger Inschriften, der Stein von Tune und andre deutsche Runen in Skandinavien entziffert und erläutert.“
Munchs Ry som Runolog foranledigede den rige engelske Godseier James Farrer til i 1861 at henvende sig til ham, ligesom til en heel Deel andre Oldgranskere over den hele vide Verden, angaaende Læsningen af nogle Runeindskrifter, der vare opdagede ved Steinsnæs paa Orknøerne, hvor Hr. Farrer havde ladet foretage Udgravninger paa sin egen Bekostning. Uden at være Vidende om, hvilken runologisk Kappestrid Hr. Farrer havde indrettet, imødekom Munch med stor Beredvillighed Opfordringen. Dog endnu inden han havde sendt Hr. Farrer sin Læsning af hine Indskrifter, meddeelte han mig til Illustr. Nyhedsblad en Afhandling om deres Opdagelse og Indhold, fordi han nemlig fandt dette Fund af nordiske Runer at være af en almindeligere Interesse ogsaa for norske Læsere. Men danske Runologer, som ogsaa vare indbudte til at forsøge en Læsning, ansaa sig herved foregrebne, og i de danske Aviser fremkom derfor meget nærgaaende Angreb
