Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/370

Denne siden er korrekturlest
322
Dronning Margrete.

der kunde gjøre sig fortrolige med Tanken om at have en Kvinde i Spidsen for Regjeringen lenger end høist nødvendigt, og af hvilke maaskee netop de, der ej havde deeltaget i forrige Møde, nu viiste sig mindre medgjørlige. Beslutningen, som blev fattet, og hvorpaa de forsamlede Herrer udstedte sit aabne Brev, kom derfor til at lyde saaledes: „at de efter den omhyggelige Granskning af Lovbøgerne i Norge fandt, at den norrøne Lov udviiste, at Kong Erik, Hertug Vartislavs Søn af Pomern, var den rette Arving til at være Konge i Norge og besidde det med al den Ret, som Kongerne før ham havde besiddet det; at naar han døde, tilkom det hans Søn at arve Norges Rige, eller hans Broder, om Søn ej er til, eller om Broder ogsaa mangler, Faderbroder, samt om alle disse fattes, den nærmeste Frænde, fra Kong Erik at regne; at de samtykkede og stadfestede alt dette paa egne og hele Rigets Vegne, og annammede og antog herved Kong Erik, eller hans rette Arving efter ham, til sin og hele Norges Riges Konge og rette Herre; at Dronning Margrete skulde nyde al sin Ret inden Riget uforkrænket, og synderligen besidde og beholde sin Morgengave i Norge, nemlig Baagahuus og alt hvad dertil laa, saaledes som Brevene derom udviiste; at det Testament, hun havde gjort, skulde holdes, og at hun fremdeles skulde raade over hele Norge, baade Slotte og Festninger, ind- og afsette Fogeder og Sysselmend, og fuldstændigt forføje over Riget efter sin Vilje, indtil Kong Erik eller Arving kom til sin lovlige Alder, og da være fritagen for alt Regnskab“. Til Bekræftelse tilføjede alle de tyve Udstedere sine Segl. Det Brev, hvis Indhold vi saaledes have gjengivet, er forfattet paa Svensk; men der udstedtes ogsaa en Gjenpart paa Latin, hvoraf dog Artiklerne, der handle om Dronningens Morgengave og om hendes Regjerings Ophør ved Kongens Myndigheds-Alder, ere udeladte, uvist hvorfor. I denne Gjenpart nævnes heller ikke Hr. Malise Sperra blandt Udstederne, maaskee fordi han ved Affattelsen allerede havde forladt Mødet, af Frygt for Henrik Jarl og dennes Venner. Besynderligt er det ogsaa, at Angivelse af Sted og Dag savnes i begge Gjenparter, saa at det skulde synes, som om man med Flid har villet udelade dem, for at Brevene om en saa vigtig Beslutning ikke skulde være daterede fra udenrigs Sted. Imidlertid kan der ej være nogen Tvivl om deres Gyldighed, da de begge endnu ere forsynede med samtlige Udstederes Segl[1]. Merkeligt er det, at Erik allerede her kaldes Konge og fremdeles vedblev at kaldes saaledes, idetmindste inden Hoffet, uagtet han ikke

  1. Det er ovenfor nævnt, at begge Gjenparter findes i det danske Geheime-Archiv, og at det paa Svensk er aftrykt i Paludan-Müllers Observ. crit., det paa Latin i Dipl. Norv. III.