ger ikke mindre tvang ham end de Danske og Svenske til at indgaa Stilstanden.
Der blev saaledes atter roligt i et halvt Aars Tid; idetmindste nævnes der ikke om nogen Fjendtligheder i den øvrige Deel af 1391 og den første Halvdeel af 1392. Men desto ivrigere forberedede man sig paa begge Sider til at optage dem, naar Stilstanden var ude. Det berammede Fredsmøde paa Falsterbod blev ikke holdt. I de islandske Annaler heder det, at Tydskerne udeblev[1], og det er heller ikke usandsynligt, at Vitaliebrødrene, som vi strax nedenfor komme til at omtale nærmere, allerede nu gjorde Farvandene saa usikkre, at ingen Gesandter vovede at drage over til Skaane. Men Dronningen synes i alle Fald ikke at have svigtet Aftalen, uagtet hun endnu i April havde holdt et Raadsmøde i Norge[2], thi hun var i alle Fald tilstede ved Danehofet, der i de første Dage af Juli holdtes i Vordingborg, saaat hun altsaa var nær ved Haanden, og der var her endog svenske Herrer tilstede, som Biskop Thorstein af Skara, Gerhard og Heyne Snakenborg, Karl Baat, ligesom det ogsaa er højst sandsynligt, at Biskop Thord af Strengnes agtede sig did, da han, som det nedenfor skal berettes, paa Vejen blev anfaldt og tagen til Fange af hine Sørøvere[3]. Den sandsynligste Grund til Mecklenburgernes og deres Hjelperes Udeblivelse torde vel være den, at de imidlertid havde faaet Vished om, at de ingen videre Bistand havde at vente af de øvrige Stæder. Disse stod vel paa en nok saa venskabelig Fod med Kong Albrecht i hans Egenskab af mecklenburgsk Hertug og undte ham nok saa gjerne Friheden; men derimod vilde de nødigt have ham tilbage paa Sveriges Trone og ønskede for Øjeblikket helst, at Foreningen af alle tre Riger under Margretes Herredømme maatte vedblive, da de, som det heder, deraf spaaede sig alt muligt godt. Formodentlig havde deres Handel lidt saa meget under den mangeaarige Fejde mellem Mecklenburgerne og Dronning Margrete, især ved de Sørøverier, hvortil denne Fejde gav saa rigelig Lejlighed, at de med Glæde hilsede en Tingenes Orden, der lovede dem varig Fred og Ro, idet de vel altid haabede, ligefuldt at kunne hevde sin Handels-Overlegenhed. Dog siges det ogsaa udtrykkeligt, at den formaaende Borgermester i Lübeck, Henrik Westhof, var en personlig Ven af Dronningen og benyttede sin store Indflydelse i denne Stad, som var den ledende i Hanseforbundet, til overhoved at
- ↑ Isl. Annaler, Udg. S. 350.
- ↑ Nemlig den 5te April, om hvilket Raadsmøde og den der udgivne Forordning vi nedenfor ville komme til at handle.
- ↑ Suhm, XIV. 265. 296. Paa dette Danehof var det ogsaa, at den nye Forening sluttedes mellem Dronningen og de holstenske Grever, som vi nedenfor tomme til at omtale.
