kerheden betryggende nok. Hun undskyldte sig med, at hun først maatte tale med sit norske og svenske Rigsraad, som nu ikke var tilstede, men som havde taget den Forpligtelse af hende, at hun i denne Sag intet skulde foretage sig uden dem; siden, formodentlig efterat Hertugen allerede var dragen bort igjen, sagde hun ligefrem til Gesandterne, at hun gjerne vilde føje sig efter deres Afgjørelse, naar kun Stæderne selv stillede hende og hendes Riger fuldkommen Sikkerhed for, at hun til den bestemte Tid enten fik Kongen igjen i sin Forvaring, eller Stockholm i sin og Raadets Magt. Forresten lovede hun halvt om halvt at meddele Stæderne, hvad Beslutning hun og hendes Raad havde taget, naar disse holdt sin næste Hansedag, hvilken foreløbigt berammedes til førstkommende Kyndelmisse[1].
Saaledes kom endnu intet Forliig istand, og de trende Riger, fornemmelig Sverige og Danmark, maatte fremdeles lide under Sørøverkrigens Rædsler. Det skal have været i dette Aar, at Røverne endog vovede at angribe et stærkt Stralsunderskib, uagtet de meget godt vidste, og det tillige blev dem sagt, at det ikke tilhørte de Danske, men de Tydske. Men denne Gang kom de til kort, deres eget Skib blev taget, og noget over hundrede tagne til Fange, hvilke Sejerherrerne af Mangel paa Baand og Lænker stoppede ind i Tønder og forvarede i Skibsrummet, indtil de kom hjem, hvor de da bleve tagne ud een for een og halshugne[2]. Dette viser, hvor stor Forbittrelsen maa have været imod dem, endog blandt deres egne Landsmend. Siden gjorde ogsaa Dronningen alvorlige Foranstaltninger til at forjage dem fra Stockholm og vinde denne Stad tilbage. Hun valgte dertil Vintertiden, maaskee fordi det da var vanskeligere for Røverne at komme Staden til Undsetning, og overdrog Befalingen over Belejringshæren til Abraham Broderssøn og Algøt Magnussøn, der nu var Høvding paa Ørebro[3]. De danske Tropper have saaledes formodentlig især været samlede fra Dronningens eget Landskab Halland. Selv begav hun sig til Kalmar, hvorfra hun den 25de Januar tilskrev Stæderne og bad dem undskylde, at hun ikke kunde sende Nogen af sit Raad med noget afgjørende Svar til Hansedagen i Lübeck, da Tiden havde været for knap til at faa indhentet begge Rigsraads Erklæring; imidlertid havde alle de Medlemmer af disse, som hun enkeltviis havde talt med, fundet, at hun ligesaa vel som Hertugen kunde betroe sig til Stæderne, naar hun kun fik tilbørlig Sik-
- ↑ Recessus Hansæ, i Uddrag hos Suhm, XIV. S. 313–317.
- ↑ Corner, S..1166. Reimar Kock, hos Grautoff I. S. 494. Han henfører dette, neppe med Rette, til 1392.
- ↑ At de to nævnte Herrer vare Anførere for Belejring-Rykken siges, som ovenanført, af Ericus Olai. Riget Magnussøn kalder sig l et Brev af 30te Mai 1392 (i det sv. Rigsarchiv) Høvedsmand paa Ørebro.
