Guds ti Budord, vogte sig for de syv Hovedsynder, hedre Gud og elske sine Medmennesker. De maatte alle omhyggeligt iagttage at yde Rumaskat, nemlig hver Mand, der nød Sacramentet, en talt Pening, af det mindste Slags, der myntedes paa Kongens Mynt. Fremdeles skulde de ikke forsømme at højtideligholde Christi Legems-Fest. Biskopen hedrede endelig deres Kirker med visse Indulgenser for dem, der besøgte dem paa de større Festdage, Kirkemessedagene og Kirkehelgensdagene; ligeledes tilgav han Bønderne i Molands og Mo Sogne for et Opløb, de havde gjort, da Biskopen sidste Gang visiterede, saasom de nu bød sig til at gjøre Bod og Bedring; men Bønderne af Skafsaa, sagde han, havde gjort sig selv uverdige til nogen Naade, da deres Trods og Ondskab tiltog istedetfor at aftage. Derfor fik heller ikke deres Kirker nogen Indulgens. Dette Brev, der foruden at vidne om Biskopens kirkelige Nidkjærhed og Forstand til at anvende baade Mildhed og Strenghed, naar det behøvedes, ogsaa udmerker sig ved sit for den Tid usedvanligt rene norske Sprog, er dateret fra Gimsø Kloster den 11te November 1395. Det kaster et merkeligt Lys over Tilstanden i hine Fjeldegne paa de Tider og bekræfter, hvad vi ovenfor have yttret om Thelebøndernes vedholdende Vildhed og Uregjerlighed[1].
- ↑ Som et oplysende Exempel paa, hvorledes flere af de ovenfor omtalte Rettigheder søgtes hevdede, og hvorledes Biskopen selv ogsaa, naar det her gjaldt, kunde gaa frem med Strenghed, tjener et Brev, der udstedtes netop under hiin tidligere omtalte Visitats, som Eystein foretog i Thelemarken 1386. En vis Grjotgard Nikolaissøn havde i tolv Aar ingen Biskops-Skat ydet, havde ikke skaffet Reide til Biskopen som andre Bønder, havde ej udført den Skrift, som var ham paalagt for Manddrab, og havde dertil vovet at tage Sacramentet, skjønt han var under kirkeligt Forbud. Da nu Biskopen ved hiin Visitats opholdt sig i Flaabygden, maatte Grjotgard forpligte sig til at udbetale Biskopen 10 forngilde afledet, samt til Afdrag derpaa strax give en Oxe, beregnet for 3 Mkr., samt en Hud, til næste Paaske 3 Huder, og endelig til den derefter følgende Petersmesse 8 Pund Hardstene, hvilket alt til den bestemte Tid skulde udredes i Skien. Til Sikkerhed pantsatte han 1 Mk.Bool i Hundesang i midtre Kile i Hviteseids Sogn (Dipl. N. IV. 534). Denne Straf synes dog ikke at have frugtet synderligt, ligesom det heller ikke lader til, at Pengene, Huderne eller Hardstenene bleve udredede, thi da Biskop Eystein i 1395 atter var paa Visitats i Thelemarken, kort førend han udstedte hiint Hyrdebrev, og opholdt sig paa Gaarden Kilen i Hviteseid, maatte den samme Grjotgard indgaa et nyt Forliig, hvorved han ej alene overlod Biskopen til bestandig Ejendom den for ni Aar siden pantsatte Deel af Hundesang, men formedelst andre særlige Forbrydelser, der havde paadraget ham Bøder baade til Kirken og Kronen, forpligte sig til at udrede til Biskopen og Sysselmanden Gaute Erikssøn hver 8 Pund Hardstene i hvert af de tre paafølgende Aar, altsaa tilsammen 24 Pund til hver, hvilke hver Gang skulde erlegges i Skien ved Tredievake (8de Sum, og til Sikkerhed herfor pantsatte han til Biskopen 12 Øresbool i Østenaa ved Fjaalgesund, samt Resten af Hundesang, ½ Mks. Bool, og til
