Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/407

Denne siden er korrekturlest
359
1390. Jubilæum i Rom.

(15de October 1389) allerede Dagen efter underrettede hende derom i de ærbødigste Udtryk, vil endda maaskee ikke sige saa meget, thi dette var en Høflighed, der viistes de fleste regjerende Fyrster, som stod sig godt med Curien[1]; men langt mere betydningsfuld er den Beredvillighed, hvormed Curien udnævnte de af hende anbefalede Candidater til Biskopsstole, og især sees det af et Brev, dateret 15de October 1390, som Urbanus’s Eftermand, Bonifacius den 9de, sendte hende med Erkebiskop Peder af Lund, der havde været nede i Rom for at hente Pallium. Han takkede hende i dette Brev for de mange Breve og store Foræringer, hun saavel med Biskopen som med andre havde sendt ham, roste hende for hendes Tro og Fromhed, bad hende at vedblive i denne, og forsikkrede hende om, at han altid var rede til at hedre hende med særdeles Yndest og Naade, og det endog i højere Grad end hendes Forfedre, idet han herved sendte hende et Signet, hvis Aftryk han forvarede, for at hun med dette kunde besegle de Breve, hun tilskrev ham i større Fortrolighed[2]. I dette Brev kalder Paven hende „Danmarks, Norges og Sveriges Dronning“, skjønt hun jo ikke egentlig var berettiget til den første Titel, og skjønt Cardinalerne i hiint føromtalte Brev alene kaldte hende „Norges Dronning“. I 1388 havde Pave Urbanus udskrevet et Jubilæum, der skulde holdes i Rom 1390, og siden hvert 33te Aar (til Erindring om at Christus havde naaet denne Alder), men han oplevede det ikke, saaledes at det blev hans Efterfølger Bonifacius, der fik Æren og Glæden af at holde det og gav rigelige Indulgenser for dem, der i dette Aar besøgte Roms Hovedkirker. Der strømmede ogsaa mange Pilegrime til fra alle Kanter, Norden iberegnet, og navnlig berettes det, at flere Raadmend fra Bergen skulle være omkomne i nogle Uroligheder, der synes at have fundet Sted mellem de Fremmede og Stadens Indbyggere[3]. Formodentlig

  1. Dipl. N. VI. 328.
  2. Suhm, XIV. 555.
  3. Isl. Annaler, Udg. S. 340. Jubilæet er her urigtigt henført til 1387 eller 1388, maaskee fordi det paabødes i dette Aar. Annalerne udtrykke sig saaledes: „I Rom var der stor Ufred for Pilegrimene; der omkom mange Raadmend fra Bergen“. Ogsaa Detmar siger (S. 349), „at der var stor Tilstrømning til Rom, saa at ogsaa mange Folk døde der“. Blandt Worm„ der ved denne Lejlighed drog til Rom, nævnes en Hustru Margrete Brynjulfsdatter, Enke efter en Ketil Einarssøn, der før sin Afreise, den 20de April 1390, gjorde sit Testament, og for det Tilfelde, at hun døde paa Reisen, skjenkede Mariekirken i Oslo hele den nordlige Deel af den saakaldte Brandsgaard i denne Stad, dog saaledes at en Sigrid Bjarnedatter, der formodentlig har i Slegt med hende, skulde beholde en Sine m. m. deri, saa lenge hun levede. Da Margrete allerede den 20de September s. A. omtales som død, maa hun altsaa høre til deres Tal, der døde paa Pilegrimsferden (Dipl. N. VI. 579, 583). Der omtales ogsaa en Sigrid Jonsdatter, der i 1390 døde „paa Ro-