Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/414

366

Erik af Pomern og Dronning Margrete.

af nye Bestemmelser til Udtydning eller nærmere Forklaring af Loven, saaledes som det ogsaa tidligere havde været sedvanligt. Disse Bestemmelser vare: a) at naar en Mand, der intet ejede, men derimod var i Gjeld, blev drebt, skulde Mandeboden for ham anvendes til Afdrag paa denne Gjeld og ikke gaa til hans Arvinger; b) at den Bestemmelse i Loven, at den Mands Gods, der blev utlæg for Brud mod Christenretten, tilfaldt halvt Kongen, halvt Biskopen, ogsaa skulde komme til Anvendelse med Hensyn til Kronens Tilgodehavende, om endog Angjeldende gik til Skrift og Bod, førend han blev lyst utlæg, „saasom onde Gjerninger altid skulde hades, og Refstens Mildhed gav Mange fri Tøjle til Synd“; c) at naar nogen, efterat have afsvoret en Kone, med hvem han stod i utilladelig Forbindelse, siden brød denne Eed, skulde han derfor svare Kronen hvad Lovbogen foreskrev for Meneed, baade Sekt og Utlegd, og Biskopen kun hvad Christenretten bestemte for ulovligt Samliv og Eedsbrud; vilde han have Fred tidligere, end Lovbogen angav, da skulde han kjøbe den af Kongen; d) naar Nogen festede sig en Kvinde, og uden at oppebie Kirkens Dom, og levede med hende, skjønt vidende at hans tidligere Festekvinde endnu var i Live, skulde dette være Utlegdsverk, og hans Gods være forfaldet til Deling mellem Kongen og Biskopen, hvis han ej aflod fra hende, førend Dommen faldt; e) Ingen skulde have flere Herre-Svene og ingen fordre større Skerding (Afslag) i Ledingen, end Lovene tillod; f) med Landkjøb og Strandkjøb skulde der forholdes som før; g) Ingen skulde kjøbe eller selge i Kjøbsteder uden paa det rette Torv, og hvis Kongens Foged mistenkte Nogen for at have overtraadt dette Forbud, da skulde han verge sig ved Eed selv tredie, eller ogsaa strax overlade Fogden det kjøbte til Indkjøbs Priis, hvis denne ønsker det til Kongens Behov. – De første Artikler synes at vidne om, at der ved Behandlingen af de kirkelige eller halv kirkelige Sager, for hvilke der ogsaa skulde bødes til Kronen, havde indsneget sig en for denne ufordeelagtig Praxis, idet den geistlige Autoritet paa egen Haand eftergav ogsaa Kronens Tilkommende, naar Angjeldende gjorde Bod og Bedring; vistnok i Medhold af den Bestemmelse i Erkebiskop Jons Christenret s 62, „at naar en Mand begaar en Forbrydelse, der felder ham til Utlegd efter Christenretten, og gaar til Bod, førend Utlegden er ham paalyst, da har Kongen intet at fordre“. Her seer man saaledes et Exempel paa, at Geistligheden fremdeles holdt sig til Jons Christenret, skjønt den ikke var udtrykkeligt vedtagen, men man seer ogsaa, at Dronningen ikke lod det saaledes gaa hen, og at de tilstedeværende Biskoper selv maatte finde sig i at erkjende hendes Ret. Den 5te Artikel vidner atter om, at de fornemme Mend omgav sig med et utilbørligt Antal „Hovmend“ og fordrede en større Skattefrihed, end Lovene tilstod dem.