Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/416

Denne siden er korrekturlest
368
Erik af Pomern og Dronning Margrete.


Der skal i Aarene 1391 og 1392 atter have været en smitsom Sygdom og Mandedød i Norge, saavel i det nordlige, som i Viken. Vore egne Brevskaber melde intet derom, og det er endog vanskeligt efter disse at paapege nogen bekjendt Mand, der kunde være bortrykket af Sygdommen, med mindre det skulde være Haakon Jonssøn og Haakon Stumpe, hvis Død falde netop i 1392. Derimod opregne de islandske Annaler over 50 Islendinger, som ved denne Lejlighed døde i Norge, og føje til, at der foruden dem var mange andre, baade islandske og norske, samt at Sotten ophørte „efter Juul“[1], uden at man dog kan see, om der hermed menes Julen 1391–1392, eller den følgende. Under disse Omstændigheder vidner det forresten om Behjertethed hos Dronningen, at hun just paa den Tid, da Sotten endnu rasede, eller i alle Fald kun for ganske lidt siden havde ophørt, vovede sig op til Norge; men paa den anden Side kan man ogsaa deraf slutte, hvor paatrengende nødvendig denne Reise var for hende.

Paa Island var der i denne Tid et langt mere bevæget Liv, end her i Norge. Den mest fremragende Personlighed var den oftere omtalte Høvding Bjørn Einarssøn i Vatnsfjord. Det Løfte, han paa sin ufrivillige Reise til Grønland havde aflagt, at gjøre en Pilegrimsreise til det hellige Land (s. o. S. 248), udførte han først senere, men derimod drog han til Rom for at nyde godt af Jubilæet i 1390, og kom tilbage derfra i 1391. Med sin Hustru Solveig havde han to Børn, Thorleif og Christine. Den første, en haabefuld ung Mand, skulde om Vinteren 1391–92 drage til Eyjaforden for at holde Bryllup, men Skibet kantrede ude paa Fjorden, og han omkom med alle Folkene. Efterretningen herom gjorde saa sterkt Indtryk paa hans Syster, der i lengere Tid havde været svag og sengeliggende, at hun strax stod op og blev frisk. Faderen bortgiftede hende derpaa til den anseede Jon Guthormssøn, Broder af Loft Guthormssøn, kaldet den megtige, paa Madrevalle, om hvem der i det følgende vil blive Tale[2]. Bryllupet stod med megen Stads i Vatnsfjord omkring den 14de October 1392. Hirdstjoren, Vigfuus Jonssøn, og mange andre anseede Mend vare Gjester, og det var her, at Hirdstjoren, som vi have seet, benyttede sig af Lejligheden til at komme frem med Dronningens Brev om Krigsstyr, og overtalte Stormendene til at gaa ind paa Fordringen. J det følgende Aar kom Bjørn i Uenighed med en anden megtig Høvding i Vestfjordene, Thord Sigmundssøn, der havde været sammen med ham paa Romerferden. Aarsagen angives ikke; man veed kun, at Striden an-

  1. Isl. Annaler, Udg. S. 350. 354.
  2. Espolins Íslands árbœkr I. S. 113. 114.