Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/418

370

Erik af Pomern og Dronning Margrete.

man ikke i Mands Minde havde seet. En Mengde Sauder omkom, og voldsomme Jordskreder ødelagde Skove og Græsgange. Hele Gaarden Hjalleland i Vatnsdal blev borttagen af en saadan Jordskrede, og sex Mennesker omkom derved, ligeledes Gaarden Budarnes med tolv Mand; men den største Ulykke skete paa Langelid i Hørgaardal den 18de November (see o. S. 246), hvor Lagmanden Ravn Botulfssøn, hans Kone Ingeborg Thorsteinsdatter, deres to Børn og flere andre, i alt sexten Mennesker, mistede Livet. Jorden, siges der, sprak under selve Huset, saa at der løb Vand op i Stuen, og Gaarden med tilhørende Kirke, samt to andre Gaarde, sank ned. Der blev strax sat over hundrede Mand til at lede efter de drebte og deres Gods; man fandt ogsaa nogle af dem, hvoriblandt Huusfruen, men næsten intet af Godset. I det følgende Aar (1390) var der saa heftigt et Jordskjelv paa Sønderlandet i Egnen om Grimsnes, Floen og Ølvus, at fjorten Gaarde nær vare ramlede ned, tre gik ganske til Grunde, og Jorden sprak paa flere Steder, hvor der siden kom Vand op. Ogsaa Havet var uroligt, og der tales om flere Skibbrud. Dette var maaskee Aarsagen til, at der i 1389 ikke kom noget Skib fra Norge til Island, medens derimod syv blev liggende over^[1]. Derved maatte Tilførselen og Handelen lide betydeligt og Tilstanden end mere forverres. Og desuagtet synes det, som om Autoriteterne i Norge nu med fordobblet Strenghed søgte at hevde de ufornuftige Bestemmelser, der forbød Fremmede at handle paa Landet. Skibsfarten paa Island fra Norge synes nu ene at have været i Henderne paa enkelte fornemme og rige Folk eller geistlige Stiftelser i Norge, der ejede sine egne Skibe, som disses Navne vise, f. Ex. Reymars- eller Rømers-Suden, Sunnivesuden (formodentligt tilhørende Bergens Domkirke), Kane-Baaden, Haakon Jonssøns Skib, Hustru Margretes Skib^[2], o. s. v., og desto større Interesse havde derfor Magthaverne i Norge af at sikkre sig Monopolet. De synes endog ikke sjelden at have gaaet videre, end Retten hjemlede dem, og ofte ej engang at have villet tillade Islendingerne selv at udføre sine egne Varer. Der berettes saaledes, at Haakon Jonssøn kversatte eller lagde Beslag paa det Gods, den islandske Prest Sira Paal Thorsteinssøn havde med sig, da denne i 1391 kom over til Norge, men at han rigtignok ogsaa maatte høre ilde derfor^[3]. Ikke engang Danske og Svenske taaltes, uagtet de nu lød

1. Sammesteds, S. 342–648.
2. Rømersbaaden omtales ved 1370 (Ann. S. 320), Sunnivesuden ved 1375, (S. 326), Kanebaaden ved 1402 (S. 372), Haakon Jonssøns og Hustru Margretes Skibe 1384 og 1385 (S. 336).
3. Isl. Ann. Udg. S. 350.