Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/422

Denne siden er korrekturlest
374
Erik af Pomern og Dronning Margrete.

til omkring 1405, hvorpaa han vendte tilbage til Italien. Efter hans Breve og Meddelelser er Beretningen om Brødrenes Reiser senere ført i Pennen af hans Ætling i 5te Led, Niccolo Zeno den yngre. Det er vel muligt, ja endog højst rimeligt, at der i denne Beretning efter saa mange Aars Forløb kan have indsneget sig mange Fejl, og at især Navnene ere blevne end mere forvanskede, end de oprindeligt var; men den er dog altid heel merkelig, idet den vidner om krigerske Foretagender og Opdagelsesreiser fra Færøerne af, om hvilke vore egne Kilder ganske tie stille[1]. Man kan vanskeligt-tilbageholde den Formodning, at efter 1395 ogsaa Vitaliebrødre, af dem, der vare dragne vestover, have taget Deel i disse Foretagender, og at det er hertil, Detmar kan have sigtet, naar han forteller om deres eventyrlige Ferd til de fjerne Farvande ved „Caspien“.

26. Erik af Pomern tages til Konge i Danmark og Sverige og krones i Kalmar under eet for alle tre Riger. De trende Rigers Forening.


Efter saaledes at have betragtet de i sig selv ikke synderlig vigtige Tildragelser, som i disse sidste Aar forefaldt i Norge og Skatlandene, fjernt fra Hovedbegivenhedernes Skueplads, vende vi atter tilbage til Dronningen for at iagttage, hvorledes hun nu, befriet fra Krigens mest trykkende Sorger, fuldførte sin Unions-Plan. Vi have allerede seet, hvorledes hun ligefra det første Øjeblik, da hun fik Magten i Hende efter Kong Haakons Død, stadigt arbeidede til dette Maal, og at ikke engang Kong Olafs pludselige Dødsfald kunde afskrække hende derfra, om det end rimeligviis voldte nogen Forhaling, som ellers ikke vilde have opstaaet. Men hun vidste at overvinde alle Hindringer, saa misligt det end i Førstningen saa ud. Hun havde dog nu faaet sig selv Regjeringsmyndigheden overdraget i alle tre Riger; hun havde faaet en Tronfølger opstillet, som i Norge endog allerede var antagen til Konge, medens man i Sverige paa Forhaand havde lovet at velge den til Konge, som hun maatte foreslaa; og Mecklenburgernes Fodfeste og Indflydelse i Sverige havde hiin saa fuldstændigt vidst at tilintetgjøre, at der heller ikke fra denne Kant kunde øjnes nogen Hindring. Hiin stod-altsaa nu paa det nærmeste ved Maalet og havde alene tilbage at legge den sidste Haand paa Verket.

Margrete havde ingensinde lagt Skjul paa denne sin Hensigt, at forbinde de tre Riger nærmere og varigere sammen, end en blot og bar

  1. Nærmere Meddelelser herom findes i Bredsdorffs Afhandling om Brødrene Zeno’s Reiser, i „Grønlands hist. Mindesmerker“, III. S. 529–624.