nu ikke fundet nogen Ridderudnævnelse Sted i Norge siden Kong Haakons Dage, og der var saaledes mange, som kunne gjøre Fordring paa denne Verdighed.
Herefter begyndte de egentlige Forhandlinger om Unionsspørsmaalet og vedvarede, som man seer, i lidt over en Maaned. Men de ledede ikke ganske til det Resultat, som Dronningen fra først af vistnok havde tilsigtet. Der udstedtes kun een fuldgyldig Stats-Act paa dette Møde, og dette var alene et Vidnesbyrd om Kroningen, udstedt den 13de Juli af 67 geistlige og verdslige Raadsherrer og Rigsembedsmend fra alle tre Riger, hvoriblandt de ovennævnte norske. Acten indeholder intet om Rigernes indbyrdes Forhold og handler kun om Kroningen selv, og den Troskab, som Rigernes Indbyggere skyldte den saaledes kronede Konge[1]. Der affattedes vistnok ogsaa en Unions-Act, om hvis Hovedpunkter man synes at være bleven enig, men det blev kun ved Udkastet. Reenskrevne, beseglede og fuld“gyldige Gjenparter deraf udferdigedes ikke. Udkastet, der endnu er til, indeholder, at efterat de tre Riger nu havde valgt Erik til sin felles Konge, og han efter alle Rigernes gode Mends Samtykke var bleven kronet i Kalmar sidstleden Trinitatissøndag, var der blevet dagthinget mellem alle tre Rigers Raadgivere om en stadig og ubrødelig Fred og Forbindelse mellem Rigerne, og med Kongens og Dronning Margretes Samtykke var man bleven enig om følgende Punkter:
1) De tre Riger skulle herefter stedse have een Konge og aldrig mere adskilles.
2) Efter denne Konges Død skal een Konge velges over alle tre Riger, og ikke flere, og det ene Rige skal ikke tage eller velge sig nogen Konge, men Valget skal skee eendrægtigt af alle tre Riger.
3) Efterlader den sidst afdøde Konge flere Sønner, da skal kun een af dem velges til Konge over de tre Riger, de øvrige Brødre skulde affindes med Forleninger.
4) Dør Kongen barnløs, skulle Rigernes Raadgivere og Mend efter bedste Skjøn og Samvittighed velge hans Efterfølger med ret Samdrægt af alle tre Riger.
5) Alle tre Riger skulle forblive i Samdrægt og Kjærlighed, og det ene ej drage sig fra det andet; hjemsøges det ene af Orlog eller Udlendingers Angreb, da skal dette gjelde dem alle, og de skulle gjensidigt hjelpe hinanden.
6) Hvert Rige bliver dog ved sin særskilte Lov og Ret, og Kon-
- ↑ Acten er meddeelt hos Huitfeld S. 610 fgg. og efter denne igjen hos Suhm, XIV. S. 406.
